Lyt til artiklen:

Pilen peger på Mette

00:00
Hastighed: ???x
02:54

Næsten dagligt præsenteres vi for nye afsløringer i minkskandalen, og der tegner sig et stadigt tydeligere billede af statsminister Mette Frederiksen (S) som marionetdukkeføreren, der har trukket i alle trådene i denne gigantskandale.

Det er statsministeren, som stod i front på det famøse pressemøde og proklamerede den overilede og rabiate beslutning om at aflive samtlige danske mink - inklusive avlsdyr. Endda med trumf på: "Og det er ikke til forhandling".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men hun spiller alligevel flittigt Sorteper rundt mellem ministre, embedsmænd og øvrige myndighedspersoner. Det er ikke særligt værdigt, og behovet for en tilbundsgående undersøgelse trænger sig mere og mere på. For alt det, Mette Frederiksen fortæller os på bagkant af ugennemtænkte beslutning, kan ikke være sandt. Dertil er der for mange selvmodsigelser og ændrede forklaringer undervejs.

Man kan derfor undre sig over, at der stadig er en meget stor andel af befolkningen, som hylder den stærke kvinde i statsministeriet. Det er som om, mange har en naiv julemandstro på, at Mette Frederiksen besidder en nærmest alvidende indsigt og ophøjet beslutningskraft, som hverken kan eller må anfægtes. Det er endda som om, Mette Frederiksen selv besidder denne tro og i lighed med sine beundrere bliver oprørt, når nogen anfægter fornuften i hendes beslutninger.

Men i grunden er det ikke særligt overraskende. Historien er rig på eksempler, der viser, at stærke ledere er genstand for ukritisk beundring, og at mange føler stor tryghed ved at lade sig føre gennem utrygge tider uden at skulle tage selvstændigt stilling.

Det rigtigt overraskende i minkskandalen er, at et politisk flertal tilsyneladende vil lade Mette Frederiksen dølge sin rolle i skandalen ved at lade hende slippe med en overfladisk undersøgelse af forløbet, selvom der er påvist så mange skandaløse forhold i hele sagen, at det ville være rimeligt at kræve en undersøgelseskommission og med stor sandsynlighed også en rigsretssag.

Når regeringens røde støttepartier fra Enhedslisten til De Radikale bakker statsministeren op og holder hånden over regeringens lovbrud, tegner der sig et billede af et demokratisk problem. Skandalen er en af de seneste 100 års mest alvorlige politiske skandaler, og det giver ikke mening, at et politisk flertal ikke ønsker sagen undersøgt på en måde, som reelt muliggør at afdække sagens sammenhænge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man kan kun gisne om de røde støttepartiers sande motiver til at acceptere Mette Frederiksens absurde brud på de Grundloven og de demokratiske spilleregler. Man fristes til at spørge, om de har et politisk projekt sammen, hvor de nødig lader sig forstyrre af demokrati og folkestyre.

Sidste år gik de i krig mod familieejede virksomheder med konfiskatoriske arveafgifter. Minkene fik de kvalt hurtigere end nogen vist havde forestillet sig - helt i tråd med deres politiske ønsker. Og olieindustrien har de også givet den sidste olie.

Set med Enhedslistens øjne går det jo ganske godt. Og så er den væbnede revolution jo slet ikke nødvendig......