Debatindlæg af Henrik Dalgaard Christensen, næstformand i Agri Nord

Gennem det store Velux-projekt »Naturen - en rentabel del af landbruget« har vi fået ny viden om jordens evne til at tilbageholde kvælstof - altså retentionsevnen.

Det viser sig, at der er store lokale forskelle på, hvor godt jorden selv holder på kvælstoffet. Fra nogle arealer er der stort set ingen udvaskning til vandmiljøet.

For landmændene betyder det, at de i dag sår efterafgrøder, som skal holde kvælstof tilbage, på arealer, hvor det ingen effekt har, fordi jorden selv har gjort arbejdet. Den viden skal i spil, når Folketinget skal i gang med arbejdet med EU's vandrammedirektiv og Vandplansperiode III fra 2021 til 2027.

Vi skal ikke bare strø generelle virkemidler ud over hele landbruget. Det virker simpelthen ikke. Det resulterer kun i, at vi landmænd brænder en hel masse CO2 unødigt af, når vi med vores traktorer og maskiner etablerer efterafgrøder, der ingen effekt har. Vi vil kun så efterafgrøderne dér, hvor de har en effekt, og hvor samfundet altså får mest miljø for pengene. Vi har gennem projektet også set, at de reduktionsmål for dyrkningsfladen, der er meldt ind til EU (42.000 ton inden 2027) er helt urealistiske.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Reduktionsmålet er beregnet, men virkeligheden viser os, at det er uopnåeligt.

I stedet for tiltag på landjorden, der ikke virker, skal vi have set på maritime virkemidler, der kan give en effekt ude i selve vandmiljøet. Det kan eksempelvis være muslingeopdræt. Er der ingen udvaskning fra jorden, fordi retentionsevnen er så stor, kan man jo ikke fjerne mere.

Det er klart.

Vi er blevet klogere. Lad os for pokker da bruge den viden og få lavet nogle effektive miljøtiltag, der virker, i stedet for at løbe efter uopnåelige mål med virkemidler, der ingen effekt har.