Søren Søndergaard mødte lørdag den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn ved et bedriftsbesøg i Vendsyssel

Jeg vil gerne anerkende, at ministeren prioriterer at komme hurtigt ud at møde erhvervet. Det er et positivt signal, som tegner godt for fremtiden.

Det siger Søren Søndergaard, som sammen med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn lørdag besøgte mælkeproducent Søren Vejen i Lendum i Vendsyssel. Her holdt de et møde og fik efterfølgende en rundvisning på ejendommen, der rummer 280 malkekøer.

Søren Søndergaard understreger behovet for at få etableret et konstruktivt samarbejde, hvor der lyttes til erhvervet.

- Vi forventer at blive inddraget på en bedre måde end hidtil. Øverst på dagsordenen lige nu er selvfølgelig en retfærdig erstatning og løsning for minkerhvervet. Det er fuldstændig afgørende. Samtidig venter vi et landbrugsudspil fra regeringen efter nytår. Vi ønsker, at der kan landes en parlamentarisk bred aftale, men også en aftale, der giver mening for både klima og landmandens bundlinje, og som sikrer tryghed til at foretage langsigtede investeringer. Det har vi haft en rigtig god drøftelse med Rasmus Prehn om i dag, siger Søren Søndergaard.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Regeringen har en målsætning om at bevare sammenhængskraften i Danmark. Fødevareklyngen bidrager med godt 3000 arbejdspladser alene i Hjørring Kommune, hvor Søren Vejens bedrift ligger - det er næsten 10 procent af arbejdspladserne i kommunen.

- Landbruget og fødevarevirksomhederne spiller en afgørende rolle i at sikre vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Derfor er det også afgørende, at det ikke kun er ministeren, der kommer ud og besøger os, men at vi også kommer med ind i forhandlingslokalet, når det drejer sig om erhvervets forhold. Hele forløbet omkring minksagen viser, at man ikke kan træffe ordentlige beslutninger hen over hovedet på et erhverv, siger Søren Søndergaard.