Formanden for Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse, Ulrik Lunden, kalder det utilstedeligt, at en del af landbrugets rådgivere har arbejdet med de såkaldte BnBO-regler.

Alle dele af landbruget bør stå sammen om at bekæmpe begrænsninger for almindelig landbrugsdrift, som regeringen har indført i oplande til vandboringer. Ifølge Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse er de såkaldte BnBO-regler grundlovsstridige.

- Vi vil af med den BnBO-regel nu, og vi kræver, at det er et helt landbrug, som står sammen mod regeringen her, siger Ulrik Lunden.

Han fremsætter opfordringen til sammenhold, fordi han mener, at rådgivere ansat i landbrugets tjeneste er hoppet med på vognen.

- Når vi siger til statsministeren, at BnBO-reglen skal fjernes, siger vi samtidig, at det er helt utilstedeligt, at der er både konsulenter og advokater ansat i landbrugets tjeneste, som er hoppet med på vognen. Vi må bare sige, at det for en stund lykkedes regeringen at komme ind bag landbrugets egne linjer. På den opbakning, som vi i foreningen møder, fornemmer vi, at de er på vej ud igen, og de kan stadig nå at slutte trop. Vi vil gerne have alle med. Minkskandalen viser, at regeringen finder gamle regler frem og bruger dem mod os efter forgodtbefindende. Det vil vi ikke finde os i med BnBO, siger formanden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Appel til statsministeren

Ulrik Lunden trækker paralleller til minkskandalens grundlovsbrud. Han kræver reglerne fjernet og appellerer direkte til statsminister Mette Frederiksen (S):

- Vi vil ikke være de næste som du og din regering tager driften væk fra herude på landet med utilstrækkelig lovhjemmel. Både vores grundlov og EU-traktaten beskytter os mod den slags, siger Ulrik Lunden.

Ifølge formanden er det minkskandalen om igen at støve gamle og tvivlsomme regler af og rette dem imod landbrugets livsnerve.

- Vi driver en fødevareproduktion i verdensklasse, og vi vil ikke tvinges til at reducere i produktionen med regler, som regeringens egne jurister anser for at have "tvivlsom rækkevidde". Det er uacceptabelt, at man vil tvinge os med regler, som man godt ved, ikke kan bruges til formålet.

Putin-manér

Ifølge formanden er det tid at gøre op med årtiers retsusikkerhed for landbrugserhvervet.

- Minkskandalen viser, hvad der sker, når politikerne støver gamle regler af og giver dem et make over. Det udvikler sig på Putin-manér. Vi vil ikke acceptere at leve med den usikkerhed. Nu er det tid, at landet bliver helt igen. Vi på landet skal ikke tvinges ned i produktion og væk fra vores bedrifter med tvivlsomme BnBO-regler. Man fandt en gammel epidemilov frem mod minkavlerne, og pludselig var det slut. Sådan skal det ikke gå med os, siger Ulrik Lunden.

Retsstridig regel

- Det er helt korrekt, at BnBO reglen blev til i slutningen af 1960'erne, og at dens rækkevidde ifølge regeringens egne jurister er tvivlsom. Det er fuldkommen korrekt, at reglens rækkevidde er tvivlsom, og allerede af den grund lever den ikke op til det skærpede hjemmelskrav, som gælder, når et nationalt parlament i EU vil gøre indgreb i landmænds rettigheder. Den er indført i slutningen af 1960'erne med et andet sigte. Jeg vurderer, at det er retsstridigt at anvende en gammel regel med tvivlsom rækkevidde til at fratage landmænd adgang til at anvende gødning og planteværn, siger Hans Sønderby.