- Det er meget positivt, at Venstre vil allokere 135 mio. kr. til genstartsteam for landdistrikterne. Afviklingen af minkindustrien rammer hårdt, og vi ser ind i en fortsat usikker situationen på verdensmarkederne, og der er virkeligt behov for at prioritere gode betingelser for at sikre væksten og arbejdspladserne i landdistrikterne. Derfor er det også godt, at man vil afsætte 250 mio. kr. om året til en digitaliseringsindsats herunder en styrkelse af den bredbåndspulje, som regeringen helt uforståeligt vil sløjfe, siger Anne Lawaetz Arhnung, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Hun hilser det også velkommen, at Venstre vil rulle tredoblingen af skatten på generationsskifte i familieejede virksomheder tilbage. Det er en skat, som i høj grad rammer familieejede landbrug, som går i arv, og fjerner penge til nye investeringer, herunder i grøn teknologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Urimelig høj skat

- Det er en urimelig og uhensigtsmæssigt høj skat, som gør generationsskifterne i erhvervet vanskeligere end de burde være og fjerner afgørende kapital til at sikre den grønne omstilling.

Indenfor klima og miljø er der særligt roser til Venstre for at ville finde 5 mia. kr. til at tage lavbundsjord ud af drift. Det var et forslag, som allerede blev nævnt sidste weekend, hvor Venstres formand holdt landsmødetale.

- Det vil kunne sætte ekstra fart på udbredelsen af dette vigtige klimaværktøj, som alle parter bakker op om som et afgørende vigtigt værktøj i klimaindsatsen. Der skal skabes momentum for jordudtagningen nu, og derfor er det også afgørende, at der findes penge til indsatsen allerede på næste års finanslov, siger Anne Lawaetz Arhnung.