Danish Crown har aldrig tjent så mange penge til andelshaverne før, som slagterigiganten har gjort i det seneste regnskabsår.

Derfor kan Danish Crowns ejere se frem til en historisk høj efterbetaling for deres leverancer af grise på 1,6 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Danish Crowns omsætning stiger med otte procent til 60,8 milliarder kroner. Resultatet af den primære drift går 13 procent frem til 2,860 mia. kr., mens nettoresultatet lander på rekordhøje 2,141 mia. kr.

Heraf bliver over 1,6 milliarder kroner sendt ud til ejerne, skriver Danish Crown. Restbetalingen for leverancer af grise bliver 135 øre pr. kilo og 120 øre pr. kilo for søer, mens kreaturandelshaverne får en restbetaling på 125 øre pr. kilo. Derudover bliver der sat 112 millioner kroner ind på andelshavernes ejerkonto.

For en ejer, der leverer 10.000 grise årligt, svarer det samlet set til cirka 1,3 millioner kroner, skriver Danish Crown.

- Vores selskab står stærkere end nogensinde efter et år, hvor vi først fik en historisk høj betaling for vores grise, og derefter har set afregningen falde gennem et halvt år på grund af COVID-19 og senest udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland. Det er udefrakommende faktorer, der har ramt markederne, men det har ikke givet slinger i valsen i forretningen, og det ser jeg som en stor styrke, siger Erik Bredholt, der er formand for Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For fire år siden satte Danish Crown sig et strategisk mål om at løfte afregningen for ejernes grisekød med 60 øre pr. kilo i forhold til gennemsnittet i Europa. Det mål indfrier Danish Crown i regnskabsåret 2019/20, hvor det gennemsnitlige forspring til det europæisk indeks var på 131 øre.

- Det er et stærkt resultat. Vores store eksport til Asien og særligt Kina, som har været ramt af afrikansk svinepest, har sikret en høj løbende afregning til landmanden for grisekød. Samtidig har DAT-Schaub og vores aktiviteter inden for forædling løftet indtjeningen betragteligt. Det bekræfter os i, at vi så rigtig med vores 4WD-strategi om at skabe mere forædling på tværs af kategorier og markeder, og vi står med et styrket brand, der kan bidrage til en mere bæredygtig produktion, siger Jais Valeur, der er Group CEO i Danish Crown.