Mogens Jensen indleder sin skrivelse til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, som fulgte med de ventede redegørelser, med at beklage, at han ikke handlede hurtigt nok, da han blev klar over, at ordren om aflivning af mink var ulovlig. Og han beklager sit berømte brev, der blev sendt til minkavlerne den 6. november, der blev læst som et generelt pålæg om at aflive alle mink.

Men det er i høj grad embedsmændenes skyld, at brevet var misvisende, må man forstå af den nu forhenværende ministers brev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg konstaterer, at jeg ikke blev forelagt dette brev, før det blev udsendt, skriver han.

Han peger også på Justitsministeriets skarpe kritik af myndighedernes ageren i det samlede forløb, fordi der har været tale om en "tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer".

Mogens Jensen finder det også kritisabelt, at regeringen ikke forud for mødet i koordinationsudvalget, hvor den skæbnesvangre beslutning blev truffet, blev oplyst om, at der var et hjemmelsproblem.

Han peger også på, at Justitsministeriet vurderer, at "embedsværkets forberedelse af regeringens offentlige kommunikation ikke har lever op til de standarder, som må kunne forventes."

- Jeg finder det ligeledes kritisabelt, at jeg ikke bliver gjort opmærksom på den manglende lovhjemmel straks, da dette afklares. Min departementschef har beklaget forløbet over for mig, skriver han videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og endelig fremhæver han, at Rigspolitiet meget beklager, at politiets kontakt med minkavlerne indeholdt formuleringer, som kunne give minkavlerne grund til at antage, at myndighederne kunne gennemtvinge aflivningerne af deres minkbesætninger.