- Det er trist at se et helt erhverv lukke ned, når man tænker på, hvor stor økonomisk betydning det har, ligesom det er en branche, hvis produkter nyder stor respekt over hele verden, siger adm. direktør Torben Jensen fra rådgivervirksomheden Sagro.

Han oplyser, at Sagro har samlet sine kræfter i en "Task Force Mink". Omkring 20 medarbejdere med kompetencer inden for blandet andet økonomi, regnskab, jura, miljø og social-jura kommer til at bistå minkavlerne i processen med at lukke virksomhederne ned og sikre deres situation bedst muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er meget usikkerhed for avlerne, og vi skal nu hjælpe dem med praktiske spørgsmål omkring deres økonomi og situation i det hele taget, siger chef for regnskab, Palle Høj, der står i spidsen for Task Force Mink.

Allerede nu kan Sagro hjælpe med at lave beregninger omkring erstatninger og rådgive i, hvilke modeller der vil være mest attraktive for den enkelte avler.

I tæt kontakt

Sagro tog allerede kontakt til samtlige mink-kunder fra de første timer efter statsminister Mette Frederiksens udmelding om aflivning af samtlige mink.

- Vi er derfor i god kontakt med de fleste af avlerne. I første omgang handlede det om at tilbyde dem akut personlig krisehjælp, hvis de havde behovet. Nu kommer vi i en fase, hvor de har mest brug for vores viden og kompetencer i forbindelse med afviklingen af deres livsværk, siger Torben Jensen.

- I kraft af vores erfaring og kendskab til branchen og det samlede landbrugserhverv, kan vi give avlerne en helstøbt rådgivning, der tager højde for alle relevante faktorer, supplerer Palle Høj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sagro og ejerforeningerne bag planlægger i øvrigt sammen med Danske Minkavlere en stribe møder i de kommende uger, hvor avlerne kan få svar på en række af de spørgsmål, de måtte have. Mødet afhænger delvist af, hvordan forhandlingerne om erstatning går og udviklingen af Covid-19 situationen i øvrigt.