Auktionen varetages af Auktionshuset dab A/S, der skal sætte varelager, løsøre, reservedele og 4 komplette gyllevogne til en samlet værdi på mere end seks millioner kroner under hammeren. Desuden står 4200 kvadratmeter haller nu tomme på Østermøllevej 42 i Nykøbing Mors, og de er klar til at blive lejet ud.

AP Gyllevogne A/S, der startede som en sidebeskæftigelse for Eigil Andersen og Eigil Pedersen i 1992, voksede sig med årene til at være en stor gyllevognsproducent. De forsynede både landmænd og maskinstationer i Danmark, Sverige og Østeuropa med bl.a. gyllevogne, gylletrailere, buffertanke og slangebomme.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Med Bente Andersen som frontperson fremstillede de i runde tal 40 gyllevogne om året, og i 2015 modtog AP Gyllevogne, som familievirksomhed, Morsø Erhvervsråds initiativpris "Den Gyldne Østers" for en stor indsats til gavn for Mors.

Den 12. oktober i år blev AP Gyllevogne begæret konkurs ved skifteretten i Holstebro. Konkursen kommer ifølge ledelsesberetningen som følge af dårlige konjunkturer i landbrugssektoren, og direktør Bente Andersen supplerer selv med, at det var blevet svært at opretholde en produktion i Danmark.

- Vi lavede selv alt fra bunden. Både valsning af plader og sammensvejsning af tankene. Vi producerede gylletrailere af højeste kvalitet til kunder i hele Norden, men til sidst blev det for svært at opretholde produktionen.

Familien har inden konkursen været igennem et længere forhandlingsforløb med en potentiel køber med et håb om, at virksomheden kunne blive solgt og driften bestå, men uden held.

Immaterielle rettigheder

AP Gyllevogne blev ikke opkøbt til videre drift, men på trods af det, er de immaterielle rettigheder solgt videre, og navnet vil derfor stadig eksistere i fremtiden. I hvilket omfang er dog stadig uvist.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er selvfølgelig glade for, at navnet kan køre videre, selvom det for os er et helt livsværk, der nu er slut, fortæller Bente Andersen, som sammen med sin familie, stadig vil blive boende i huset, der ligger på samme adresse som virksomheden blev drevet fra i Nykøbing Mors.

- Vi sælger aktiverne for konkursboet, og vi har i den forbindelse garanteret en mindstepris til kreditor. Aktiverne udgør blandt andet traktorer, teleskoplæssere, svejseværker, varebiler, trailere og båndsave, fortæller vurderingsekspert hos Auktionshuset, Tom Christensen.

rich-media-3
Aktiverne udgør blandt andet denne teleskoplæsser. Pressefoto.

Det er varer for mere end seks millioner kroner, som kommer under hammeren, heriblandt alle reservedele til vogne og trailere. Auktionshuset sørger for at få tømt de mere end 4200 kvadratmeter haller, som efter auktionen vil være ledige. Bente Andersen håber på at finde én eller flere lejere, som vil kunne bruge hallerne til noget.

- Det er nogle rigtig fine haller, som kan bruges til mange forskellige ting, og vi vil selvfølgelig gerne være behjælpelige med at finde lejere til hallerne, siger Tom Christensen.

Auktionen over AP Gyllevogne vil være online på Auktionshusets hjemmeside fra den 18. november og frem til den 8. december. Den 7. december åbnes der op, så interesserede kan komme ud på gården for at se maskinerne og de andre varer, der er på auktion.