De seneste ti år har den danske landbrugsklynge været i stand til at øge eksporten til USA uanset hvem der har været præsident, så det er ikke altafgørende om præsidenten hedder Donald Trump eller Joe Biden, vurderer cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Frank Øland. Og med en demokrat i Det Hvide Hus kan den danske fokus på klimavenlig produktion vise sig at blive en stor markedsfordel.

- Vi har i Danmark rigtig meget fokus på klimavenlige produkter og på nogle gode klimaløsninger, og der har vi et eksportpotentiale, som vil blive understøttet med Joe Biden som præsident med fokus på en grøn udvikling, siger Frank Øland til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men, slår cheføkonomen fast, USA er ikke i samme grad styret centralt, som vi er vant til i Danmark, så uanset om regeringen er rød eller blå, så betyder det ikke, at hele landet nødvendigvis følger Washington.

- Nu er det sådan i USA, at uanset om Trump er klimafornægter, så betyder det ikke at hele USA ignorerer klimaet. Der er masser af stater, der alligevel har stort fokus på at blive mere klimavenlige, så selv med Trump ville der også være nogle muligheder for at sælge klimavenlige produkter og klimavenlige løsninger til USA. Men mulighederne er endnu bedre med Biden som præsident.

Mindre risiko for protektionisme

Risikoen for at der lige pludselig kommer tariffer på landbrugsvarer eller andre hindringer for den danske eksport bliver mindre med Joe Biden ved magten, og Frank Øland forventer, at vi i højere grad vil se, at USA og EU vender tilbage til det tætte samarbejde og vil være nære alliancepartnere, men vi skal måske ikke forvente en voldsom stigning i eksporten.

- Vi kommer ikke til at vende tilbage til buldrende globalisering, men vi vil dog se en mindre protektionistisk tilgang fra USA under Biden end under Trump.

Danmark havde i 2019 en eksport fra den danske fødevareklynge til USA på 5.5 milliarder kroner. Eksporten har været støt stigende igennem mange år, og i 2009 havde eksporten en værdi af 3.4 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På trods af covid-19 har Danmark i første halvdel af 2020 haft en stigende afsætning af landbrugsvarer til USA.