Arlas økologiske produkter vil fremover blive klimakompenseret, så produktserien bliver CO2-neutral.

Det sker ved, at Arla investerer i klimaprojekter, der binder lige så meget C02, som virksomhedens økologiske produktion udleder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det oplyser Arla i en pressemeddelelse.

- Hver eneste dag arbejder Arla og vores landmænd benhårdt på at reducere klimapåvirkningen fra enhver Arla-gård og enhver liter Arla-mælk. Vi er godt på vej og er blandt verdens mest klimaeffektive mælkeproducenter. Klimakompensation er et mindre, men oplagt skridt. Ved at klimakompensere kan vi fra i dag give danskerne mulighed for at vælge CO2-neutrale produkter. Og det er vi rigtigt glade for. For vi ved, at rigtigt mange efterspørger det, siger Hanne Søndergaard, koncerndirektør for global marketing og innovation i Arla.

123.000 tons CO2

Klimaprojekterne, Arla vil investere i, er balndt andet skovprojekter i Østafrika og Indonesien samt Amazonas i Brasilien. Arla skriver, at virksomheden har valgt de projekter, fordi de lever op til de højeste krav til klimakompensation.

Arla sælger hvert år 90 mio. liter mælk i Arla ØKO-serien, der bliver til drikkemælk, yoghurt og smør. Det svarer til en samlet udledning på 123.000 tons CO2, som Arla nu kompenserer for, skriver Arla.

- Vi tester klimakompensation af på netop Arla ØKO på grund af både stor volumen og for at leve op til de økologiske forbrugeres forventninger. På dén måde bidrager initiativet også til at udvikle og fremtidssikre økologien til gavn for Danmarks økologiske førertrøje, vores landmænd og Arla, Hanne Søndergaard.