TBS er Danmarks største Fendt Full-Line forhandler, så der kommer hyppigt maskintransporter med nye traktorer, maskiner og redskaber, men det er trods alt sjældent, at der kommer 3 træk med traktorer på én gang - og så ovenikøbet af den samme model!

- Fendt 700 Vario er en af Fendts mest solgte modeller, fortæller Jens Hansen, der er medindehaver af TBS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det ser flot ud, når der kommer 9 traktorer på én gang, men når man betænker, at vi har 4 afdelinger i henholdsvis Starup, Holstebro, Suldrup og Askildrup til at sælge dem, så skal der jo også mange traktorer gennem klargøringen, påpeger han og tilføjer, at traktorsalget generelt har været tilfredsstillende indtil nu.

- Vi mærker pæn interesse for Fendt Full-Line i alle vores afdelinger, og hvis man ser på Danmark som helhed, har Fendt oplevet en stigende markedsandel i 2020. Det er meget positivt.

Smidig allround-traktor

Fendt 700 Vario markedsføres som en smidig allround-traktor i 150 - 246 hk segmentet. Den er kendt for lavt brændstofforbrug og for udsynet gennem en let buet frontrude, der gør den egnet som frontlæssertraktor.

rich-media-2
Det er trods alt sjældent, at der kommer 3 træk med traktorer på én gang - og så ovenikøbet af den samme model. Pressefoto.

Ifølge Jens Hansen tiltaler modellen mange forskellige købere. Han fortæller, at for nogle kunder er det hovedtraktoren med frontlæsser hjemme på ejendommen, som trækkraft foran redskaberne i marken og til transportopgaver. For andre købere som f.eks. maskinstationer er det en smidig, let traktor til f.eks. sprøjteopgaver, kørsel med river og gødningsspredere, hvor der ikke er behov for deres store 3-400 hk traktorer.

- Vi sælger traditionelt en del traktorer her sidst på året, indskyder han og tilføjer: - Og selvom vi ikke kan holde åbent hus i år, så kan vores kunder jo stadigvæk godt lave en god handel med os.