Lokalbefolkning frygter ny Cheminova-skandale med millioner af mink i massegrave.

Søndag eftermiddag indkaldte en gruppe borgere i den lille by Nørre Felding ved Holstebro med et facebookopslag til demonstration mod en stribe massegrave til millioner af mink, som ligger kun et par hundrede meter fra den lokale badesø, Boutrup Sø, og tæt på en lokal vandindvinding.

Op mod et par hundrede fra lokalområdet troppede op med opbakning til protesten, som var arrangeret af blandt andre Flemming Hedegaard, direktør i Byggeri & Teknik, og den lokale landmand Per Nørgaard Sognstrup.

Demonstrationen blev indledt fra parkeringspladsen ved Per Sognstrups ejendom, og herfra gik de fleste og enkelte kørte de få kilometer hen til søen.

rich-media-1
Politiet gav under demonstrationen adgang til søen, som ellers var afspærret, fordi maskiner og lastbiler arbejder i området, der er militært øvelsesterræn. Foto: Rasmus dalsgaard.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I første omgang havde den anmeldte demonstration kun lov til at stå langs landevejen få hundrede meter fra søen, men imens Flemming Hedegaard talte til de mange fremmødte gennem en megafon, kom tilladelsen fra politiet til at gå ad de smattede og opkørte veje til søen, hvor der var taler af Holstebros tidligere borgmester, Arne Lægaard (V) og Per Sognstrup samt igen Flemming Hedegaard, der forestod et minuts stilhed som en markering af, at søen nok ikke vil være en ren badesø i fremtiden.

Helt stille blev det dog ikke, for bag et dige mindre end 200 meter fra søen, arbejdede store entreprenørmaskiner med at etablere de mange massegrave. Det gjorde alvoren ved den tavse demonstration meget nærværende.

Rørte arrangører

Han var rørt over så mange fremmødte og den store opbakning til demonstrationen, og han havde svært ved at holde tårerne tilbage.

rich-media-2
Flemming Hedegaard var tydeligt berørt over situationens alvor, men også fra den store lokale opbakning til demonstrationen. Foto: Rasmus Dalsgaard.

Det samme havde Per Nørgaard Sognstrup, som i sin tale sammenlignede nedgravningerne med Cheminovas giftdepoter ved Høfde 42.

rich-media-3
Per Nørgaard Sognstrup er nabo til søen, som lokalbefolkningen nu frygter bliver ramt af forurening fra millioner af nedgravede minkkroppe. Foto: Rasmus Dalsgaard.

- Jeg er nabo til terrænet, men det er som at være med i en film, og det påvirker mig, sagde han bevæget.

- Der er ingen retssikkerhed. Jeg er ikke bange for Coronaen, men jeg er bange for de næringsstoffer, som nu graves ned i de store depoter. Jeg er rystet i min grundvold, men jeg er glad for at se så mange af jer, og jeg har lyst til at kramme jer alle - men det må vi jo ikke, sagde han.

Direktiv fra København

Holstebros tidligere borgmester, regionsrådsmedlem Arne Lægaard (V) holdt også en kort tale.

rich-media-4
Holstebros tidligere borgmester, Arne Lægaard (V) konstaterede, at hverken lokalpolitikere eller landspolitikere har indflydelse på sagen. Foto: Rasmus Dalsgaard.

Han beklagede, at problemet er kommet gennem et direktiv ovenfra - fra København - og at hverken lokalpolitikere eller landspolitikere har haft indflydelse.

- Det går alt for stærkt. Den variant har været kendt en måned, og så kunne man godt have ventet nogle dage med at aflive. Det er en katastrofe for Holstebro og hele Vestjylland, sagde han.

Flemming Hedegaard fortalte i sin tale, at Holstebro Kommune først blev orienteret dagen før uden mulighed for at gøre indsigelse.

Maskinhandler med

En af de mange deltagere i demonstrationen var maskinhandler Keld Andersen, Herborg Maskinforretning.

- Jeg så opslaget på Facebook og blev vildt forarget over, at man uden videregraver mink ned op og ned ad en badesø, og jeg ville gerne vise min sympati med minkavlerne og deres familier, sagde Keld Andersen.

rich-media-5
Maskinhandler Keld Andersen, Herborg Maskinforretning (tv), gik også med i demonstrationen for at vise sympati for minkavlerne. Foto: Rasmus Dalsgaard.