Et nyt projekt, der har fået bevilget 15 millioner kroner, skal være med til at gøre landbruget fossilfrit.

Landbruget over hele verden er stadig afhængigt af hovedsageligt fossile ressourcer til energi og produktion.

Men der findes grønnere muligheder, og derfor har EU's rammeprogram for forskning og innovation, Horizon 2020, nu bevilget 2 mio. euro eller cirka 15 mio. kr. til et projekt, der skal koordinere en indsats for at fremme allerede eksisterende grønne landbrugsteknologier og få dem bedre implementeret, samt anvise veje for fremtidig forskning og udvikling.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Med i projektet, der går under navnet AgroFossilFree, er en række europæiske virksomheder og vidensinstitutioner, bl.a. professor Claus Grøn Sørensen fra AU Engineering, Aarhus Universitet, som leder projektets arbejdspakke 3.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi ser en relativt stor kløft mellem nyudviklede teknologier og strategier og så den faktiske anvendelse af disse bæredygtige teknologier i landbrugssektoren over hele Europa. Med dette projekt vil vi forsøge at finde ud af, hvilke problemer der er med at få teknologierne implementeret, hvilke barrierer der eksisterer, hvilke begrænsninger og muligheder der er, hvordan teknologierne spiller sammen og om der mangler noget, siger Claus Grøn Sørensen.

Med arbejdspakke 3 er det Aarhus Universitets opgave at lede indsatsen med at identificere stakeholders og bringe dem sammen for at uddybe de nye teknologiers muligheder og begrænsninger.

Arbejdet skal munde ud i guidelines, der beskriver, hvor der findes eventuelle mangler i fødekilden af nye teknologier samt politikker, der i sidste ende kan hjælpe med at iværksætte fremtidige projekter, der for alvor kan skubbe gang i teknologiernes anvendelse - særligt over for det store antal små og mellemstore europæiske producenter med begrænset adgang til information.

Projektet løber i tre år.