Lyt til artiklen:

Vandværker har haft lov til at overskride pesticid-grænser i syv år

00:00
Hastighed: ???x
03:02

Vandværker har i syv år fået lov til at overskride grænseværdierne for pesticider i drikkevandet.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøstyrelsen har i en årrække ikke reageret på gentagne udmeldinger fra EU-kommissionen om, at medlemslandene efter 2012 ikke længere kunne gøre brug af en generel adgang til at give vandværkerne dispensationer, og det har betydet, at kommunerne siden da har givet dispensationer på et forkert dansk regelgrundlag.

EU-Kommissionen har på flere møder, hvor Miljøstyrelsen har deltaget, forklaret, hvordan reglerne i drikkevandsdirektivet skal forstås. Den viden er ikke blevet bragt videre, og de danske regler er ikke blevet bragt i overensstemmelse med EU-reglerne.

Lige nu er der 12 gældende dispensationer, som ikke overholder EU-reglerne. Det har en foreløbig gennemgang af den danske implementering af EU's drikkevandsdirektiv og administrationen af reglerne påvist, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Det er ubegribeligt for mig, hvordan den her praksis har kunnet fortsætte i så mange år, uden at Miljøstyrelsen har gjort departementet og skiftende ministre opmærksom på det. Særligt når Miljøstyrelsen har kendt til reglerne, og når det kommer lige efter en stor rigsrevisionssag i slutningen af sidste år i forhold til dispensationer til brug af pesticider i landbruget. Derfor har jeg bedt om, at Kammeradvokaten kulegraver hele drikkevandsområdet, så vi får sagen gennemgået af øjne udefra. Derudover skal Miljøstyrelsen selvfølgelig forklare sig, siger miljøminister Lea Wermelin.

Der er foretaget en vurdering af Styrelsen for Patientsikkerhed af hvert enkelt stof, så der har ikke været en sundhedsrisiko ved at sende vandet til forbrugerne. Der kan ikke gives en dispensation, hvis der er en risiko for menneskers sundhed, så det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at der ikke er nogen danskere, der skal frygte for at have drukket vand fra hanen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal trygt kunne drikke det vand, som kommer fra vores vandhaner, og der skal være tillid til, at krav til beskyttelsen af drikkevandet bliver overholdt. Derfor er det dybt kritisabelt, at Miljøstyrelsen i årevis har overhørt indvendinger fra EU-Kommissionen. Mit udgangspunkt er, at ulovlige dispensationer bør stoppes. De dispensationer, der stadig er gældende, skal nu gennemgås af kommunerne, så der bliver set på de retlige muligheder. Og så skal der selvfølgelig ryddes op de danske regler med det samme, siger miljøminister Lea Wermelin.

Miljøstyrelsen skal nu redegøre for forløbet, samt hvordan der rettes op på den forkerte forvaltningspraksis. Kommunerne bliver orienteret om, at de ikke må give nye dispensationer, der er i strid med EU-reglerne. Miljøstyrelsen tager også kontakt til de kommuner, der i dag har dispensationer, der falder uden for EU-reglerne.

Samtidig igangsættes en ekstern revision af, om de danske regler på drikkevandsområdet er korrekt implementeret i forhold til EU lovgivningen, herunder forvaltning af dispensationerne.