Ole Simonsen har passet mink i 18 år. Søndag aflivede han de sidste af bedriftens raske mink. I dag er staldene ved Gl. Brovst i Nordjylland tomme, og han står tilbage med mange spørgsmål om fremtiden.

Minkene viste stor appetit og god trivsel lige til de sidste, fortæller Ole Simonsen, der har passet mink i 18 år.

De sidste fem år har han gået helt alene på farmen ved Gl. Brovst, ejet af Gert Nørmøller, og passet de 5.000 mink.

Selvom minkene ikke udviste tegn på sygdom og ikke var smittet med covid-19, så startede aflivningen onsdag i sidste uge og sluttede søndag.

- Det er en tom følelse at stå tilbage med i dag. Vi står også tilbage med mange spørgsmål. Hvornår må vi gøre rent og desinficere staldene? Det kan vi ikke få svar på. Så jeg går bare rundt og venter, siger Ole Simonsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Minkfarmen ligger indenfor smittezonen på 7,8 kilometer fra nærmeste farm med konstateret smitte ejet af Christian og Hasse Andersen, der har fået konstateret smitte.

Men smitten er rykket endnu tættere på. En farm kun én kilometer fra farmen i Gl. Brovst er endnu en farm konstateret smittet og slået ned i fredags.

I frivillig karantæne

Ole Simonsen har ikke på noget tidspunkt været smittet med covid-19. Han er løbende blevet testet en gang om ugen de sidste ti uger. Efter aflivningen var tilendebragt søndag har han besluttet at gå i selvvalgt karantæne i 14 dage.

- Jeg bliver testet i dag og så igen på fredag for en sikkerheds skyld, fortæller minkpasseren.

Både indehaver Gert Nørmølle og Ole Simonsen er interesseret i at starte minkfarmen op igen med nye dyr, men indtil videre har de ikke kunnet få noget at vide af myndighederne om fremtidsmulighederne i forhold til opstart.

- Der er godt nok mange hvisser i denne sag. Jeg er selv midt i 50´erne, så det er ikke sådan bare lige at skulle ud og søge nyt job. Jeg er godt nok uddannet smed, men jeg har arbejdet med mink i så mange år, og det vil jeg egentlig gerne fortsætte med, siger Ole Simonsen.

Minkpasseren ærgrer sig over, at farmen ikke får lov til at pelse dyrene på normal vis. Om kun 10 dage starter nedpelsningen.

- Det er ærgerligt, at aflive raske og flotte dyr til spild, når vi er så tæt på pelsning, siger han.