Lyt til artiklen:

Fugleinfluenza-fund i udlandet bekymrer styrelse

00:00
Hastighed: ???x
01:51

Efter der er blevet fundet tilfælde af fugleinfluenza i Rusland og Kasakhstan, slår Fødevarestyrelsen nu alarm.

Der er i de seneste måneder fundet flere døde fugle med fugleinfluenza i Rusland og Kasakhstan, hvor sygdommen har bredt sig til fjerkræbesætninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man finder flere døde ænder, gæs, svaner eller måger på ét sted eller enkelte døde rovfugle eller kragefugle, så skal man derfor melde det til Fødevarestyrelsen.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

- Fødevarestyrelsen ser på fundene med stor alvor og følger situationen nøje. Sidst myndighederne fandt døde fugle med den samme form for fugleinfluenza i Rusland i 2005 og 2016, da spredte epidemien sig i løbet af få måneder til Danmark, siger Camilla Brasch Andersen, enhedschef i Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen beder derfor borgerne om hjælp, så styrelsen hurtigt kan reagere, hvis fugleinfluenzaen kommer til Danmark.

- Borgere som finder døde eller syge fugle i naturen, må meget gerne tippe Fødevarestyrelsen via app'en 'Fugleinfluenza Tip' eller vores hjemmeside. Helt konkret er vi interesserede i tip, hvis man finder flere døde ænder, gæs, svaner eller måger på ét sted. Eller enkelte døde rovfugle og kragefugle, siger Camilla Brasch Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man holder høns, gæs eller ænder, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at man gennemgår sin smittebeskyttelse.

Derudover skal man overholde de basale smittebeskyttende foranstaltninger som skift og desinfektion af fodtøj, inden man går ind i sin hønsegård. Endelig er det en god idé at afskærme eller overdække hønsegården, så vilde fugle ikke kan lande blandt fjerkræet.

Der er ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med den højpatogene fugleinfluenza, men for tamfugle er sygdommen dødelig.