Lyt til artiklen:

Nyt forslag: Minister vil forbyde bindestalde

00:00
Hastighed: ???x
01:38

I 2024 skal det være helt slut med at binde økologisk kvæg i stalde.

Det mener Mogens Jensen, som derfor vil udfase alle bindestalde på økologiske bedrifter. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det sker for at sikre dyrevelfærden for økologisk kvæg. På lidt længere sigt er det også slut med bindestalde på andre bedrifter.

- Økologisk kvæg skal ikke stå bundet fast i stalde i Danmark. Derfor skal vi af med bindestalde, som hverken er tidssvarende eller kan garantere, at der er god dyrevelfærd, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Forslaget er en del af den nye økologiforordning, som forventes at træde i kraft den 1. januar 2022. Det forventes, at økologiske landmænd, som stadig har en bindestald, kan søge om at få dispensation i en overgangsperiode fra 2022 til 2024, hvis de har færre end 50 køer på bedriften. For at få dispensation skal de kunne vise, at der er god dyrevelfærd på bedriften.

- De økologer, som ikke længere kan have en bindestald, skal ikke have revet deres levegrundlag væk fra den ene dag til den anden. Derfor kan man få dispensation i to år, hvis kvæget har det godt og har gode forhold. På den måde fastholder vi vores høje ambitioner for økologien, og at landmændene har tid til at tilpasse sig til de nye regler og få opgraderet staldene, siger Mogens Jensen.

I Danmark er der omkring ti bindestalde med økologisk kvæg, skriver ministeriet.