Med en omsætning på 7,4 mia. kr. præsenterer DLF det hidtil stærkeste regnskabsresultat, oplyser DLF.

Den danske frøavlervirksomhed, DLF Seeds and Science, som ejes af danske landmænd, har haft et flot år, hvor omsætningen er steget med to milliarder kroner, eller 40 procent. Samtidig er indtjeningen steget med 48,4 procent før skat, eller næsten 600 millioner kroner.

Det oplyser DLF Seeds i en pressemeddelelse.

Købet af PGG Wrightson Seeds (PGW Seeds), der blev effektueret 1. maj 2019, tegnede sig for hovedparten af omsætningsvæksten i foder- og plænefrøaktiviteterne, skriver DLF.

Truels Damsgaard, adm. direktør i DLF, glæder sig over regnskabet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

-2019/20-sæsonen var på flere niveauer bemærkelsesværdig. Først og fremmest glæder jeg mig over en vellykket integration af PGW Seeds på den sydlige halvkugle. Der har været fokus på at implementere vores nye koncern- og ledelsesstruktur, og vi er nået rigtigt langt i den proces. Vi har etableret nogle globale netværk, hvor vi internt deler meget værdifuld information om dynamikken i frømarkederne, som vi aktivt kan udnytte i hele værdikæden fra forskning og udvikling til afsætningsleddet. Der er gennemført en række strategiske ændringer, som understøtter tværgående funktioner inden for forskning og udvikling, økonomi, IT samt HR, siger han i pressemeddelelsen.