Trekantsforhold: landmand - byboer - det offentlige - Hvem kom først?

Morgenavisen JyllandsPosten bragte søndag den 6. september en artikel om, at de tre tidligere speedway koryfæer; Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen, efter mere end 30 års kold luft i deres interne relationer havde fået snakket ud og primo 2021 i fællesskab ville turnere landet rundt - vel på mange måder lidt af en solstrålehistorie.

Der er givetvis også solstrålehistorier i relationer mellem landmand, bybonabo og det offentlige, men i medierne synes der at være fokus på de tvister, der også opstår i disse relationer.

Denne artikel er baseret på en afgørelse af 24. oktober 2019 fra Miljø- og Fødevareklagenævnet om påståede lugtgener.

De faktiske omstændigheder i sagen

I en bebyggelse et par kilometer uden for en midtjysk købstad købte en byboer et hobbylandbrug. Nærmeste nabo var et husdyrbrug. Relativt kort tid efter købet klagede bybonaboen til kommunen i egenskab af tilsynsmyndighed over lugtgener. I perioden fra ultimo juli 2017 og 11 måneder frem modtog kommunen cirka 45 klager fra bybonaboen. I en 2-månedersperiode fra 15. marts 2018 foretoges i alt 14 kontrolbesøg, 8 besøg på den ene af klagerens ejendomme og 6 besøg på den anden af klagerens ejendomme. Kommunen havde endvidere foretaget 3 tilsynsbesøg efter indhentede driftsoplysninger på husdyrbruget, som klagen vedrørte. På de 8 tilsyn på den ene af klagers ejendomme og på 5 ud af 6 tilsyn på klagers anden ejendom blev det vurderet, at lugtintensiteten var svag. På ét tilsyn på den ejendom, hvor der blev foretaget 6 tilsyn, vurderede den ene tilsynsmedarbejder, at lugtintensiteten var kraftig, mens den anden tilsynsmedarbejder vurderede lugtintensiteten som svag. Kommunen konkluderede herefter, at der ikke på det husdyrbrug, der blev klaget over, var uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening, som kunne begrunde et påbud om lugtgenebegrænsende tiltag.

Kommunens begrundelse

Kommunen anførte i afgørelsen, at kommunen havde lagt geneniveauerne for lugt som anført i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen til grund for vurderingen af, om lugtforureningen havde været væsentlig, uanset at geneniveauerne udelukkende var gældende ved etableringer, udvidelser og ændringer. I afgørelsen anførtes endvidere, at kommunen havde lagt vægt på den vejledende model for beskrivelse og vurdering af lugtgener, der fremgår af Faglig Rapport vedrørende en ny lugtvejledning for husdyrbrug, udgivet i december 2006 af Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnets bemærkninger

Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte indledningsvist, at lugtgenerne skulle vurderes på baggrund af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 31, hvorefter geneniveauerne for lugt, der efter Miljøstyrelsens lugtmodel beregnes i odour units (OU E) og efter FMK-modellen i lugtenheder (LE), og anførte de maksimale grænseværdier. Dernæst bemærkede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at det ifølge forarbejderne til husdyrbrugloven fremgik, at de geneniveauer for lugt, som fremgik af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 31, også kunne indgå i den konkrete vurdering af, om et eksisterende husdyrbrug (som her) medførte væsentlig forurening, herunder væsentlige lugtgener.

Dernæst anførtes: "Det er dog udtrykkeligt forudsat, at anvendelsen af geneniveauerne i forbindelse med klager over lugt fra eksisterende husdyrbrug er underlagt proportionalitetsprincippet, og at der i den samlede vurdering af lugtgenerne skal lægges stor vægt på lugtobservationer i området."

Senere anførtes: "Det understreges i den faglige rapport vedrørende en ny lugtvejledning for husdyrbrug, at modellens anbefalinger også kan indgå i kommunens sagsbehandling i forbindelse med klager over eksisterende husdyrbrug. Det understreges i den forbindelse, at der ved klage over eksisterende husdyrbrug ikke ukritisk kan meddeles påbud om, at genekriterierne skal overholdes, idet indgreb over for eksisterende brug skal følge proportionalitetsprincippet, således at det skal kunne påvises, at påbuddet reelt kan efterleves, og at omkostningerne herved ikke er ude af proportion med problemets størrelse."

Først i tid - bedst i ret

Sagt på anden og måske en lidt mere enkel måde: En tilflytternabo må, hvad enten han er bybo eller landbo, finde sig i, at et eksisterende husdyrbrug afgiver lugt. Samme synspunkt kan også anskues ud fra den betragtning, at enhver køber af et aktiv har en undersøgelsespligt, og sælgeren en oplysningspligt. Det gælder, hvad enten der er tale om løsøreaktiver eller fast ejendom. Man kan ikke forestille sig, at det vil være en skjult mangel ved et aktiv (en fast ejendom), at ejendommen er nabo til et husdyrbrug. Ved at købe ejendommen må køberen acceptere, at der vil kunne forekomme lugtgener - i hvert fald i en vis udstrækning.

Der var endvidere en krølle på sagen, idet klager havde to ejendomme, hvoraf den ene var beliggende i byzone og den anden i landzone. For så vidt angår landzoneejendommen, bemærkede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at ved vurderingen af, om husdyrbruget på naboejendommen medførte væsentlige lugtgener, kunne det indgå som en del af den samlede vurdering, at klager på denne ejendom som udgangspunkt måtte tåle et lugtgeneniveau, der kunne overstige grænseværdierne i henhold til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 31, nr. 3, idet disse grænseværdier var angivet som geneniveauer for enkeltboliger uden landbrugspligt i landzone.

I forhold til klagers byzoneejendom var grænseværdierne lavere, men Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, på baggrund af kommunens iagttagelser, at grænseværdierne var overskredne. Klagenævnet stadfæstede derfor kommunens afgørelse om ikke at meddele påbud om lugtgenereducerende foranstaltninger.

Partshøring

Klageren gjorde også gældende, at der var begået sagsbehandlingsfejl ved kommunen, idet kommunen ikke havde givet klager og dennes advokat lejlighed til at møde og uddybe klagers synspunkter. Hertil bemærkede klagenævnet: "Det er i praksis antaget, at det stemmer bedst med formålet, at partshøring gennemføres skriftligt og ikke mundtligt, medmindre det undtagelsesvis af tidsmæssige grunde ikke vil være muligt at foretage en skriftlig partshøring." Følgelig fandt klagenævnet, at kommunen ikke havde været forpligtet til at afholde møde med klager og dennes advokat om sagen - en præmis, der alt andet lige synes at være i tråd med forvaltningsretlig praksis, også på andre forvaltningsområder.