Lyt til artiklen:

Ny rapport: Landbruget rammes hårdest af klimaafgifter

00:00
Hastighed: ???x
02:10

Danmarks målsætning om at reducere sin CO2-udledning med 70 procent i 2030, vil formentlig betyde afgifter på udledning af CO2.

Axcelfuture og PwC har beregnet konsekvenserne af en indførsel af en afgiftssats på 1.250 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 samt branchespecifikke bundfradrag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten tager afsæt i Klimarådets anbefalinger samt Small Great Nations klimaudspil.

Og her vil særligt landbruget blive ramt hårdt, skriver PwC i en pressemeddelelse.

Ifølge beregningerne vil landbruget blive hårdest ramt, og et gennemsnitligt landbrug vil opleve en stigning i afgiftsbelastningen svarende til ca. 450 procent af det ordinære resultat.

Ifølge direktør for Landbrug og Fødevarer, Anne Arhnung, viser rapporten, at det er vigtigt at handle klogt.

- I landbruget har vi den særlige udfordring, at biologiske processer ikke kan erstattes af el fra en vindmølle. Danmark skal gå forrest i klimakampen ved at være længst fremme med forskning og innovation. Vi skal udvikle produktionen i Danmark og levere de tekniske løsninger, der kan gøre den store forskel herhjemme og blive en inspiration for andre lande i verden. Det skal ske gennem udvikling og forskning, skriver hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun mener, at det vil sænke den grønne omstilling, hvis man pålægger landbruget afgifter.

- Afgifter vil kun forsinke eller helt umuliggøre det arbejde, vi er i gang med, fordi man tapper erhvervet økonomisk. Det betyder tab af arbejdspladser, velfærd og fremtidig forskning og innovation, skriver hun.

- CO2-afgifter er ikke noget quickfix for klimaet. Adfærdsregulerende afgifter giver kun mening, når der eksisterer et alternativ til udledningen. Lige nu har vi ikke de teknologiske alternativer i landbruget. Verden har dem ikke. Derfor har ingen lande for nuværende sat en pris på køernes bøvser eller landbrugsjordens udledning af lattergas. Til gengæld kan vi gå andre veje her og nu med fx jordudtagning, som vi har præsenteret sammen med DN.