Statsminister Mette Frederiksen (S) havde onsdag i selskab med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, erhvervsminister Simon Kollerup, øvrige ministre samt partierne bag Klimaloven kaldt Grønt Erhvervsforum til samling i Eigtveds Pakhus i København for at drøfte mulighederne for hvordan Danmark når sit ambitiøse klimamål om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030.

Nogle af de virkelig energi-tunge aktører i byggeriet og landbruget har taget udfordringen op, men nu skal der klarhed over, hvad der politisk skal ske, for at erhvervslivet kan nå målsætningen uden at det samtidig kommer til at koste danske arbejdspladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter afslutningen på det mere end tre timer lange møde, var Statsministeren glad for at kunne fortælle, at klimaindsatsen fortsætter, og ambitionerne er fortsat høje på trods af de aktuelle udfordringer med covid-19.

- Der er grund til at være optimist på klimaets vegne, når man er dansker, for det vi oplever, det er et dansk erhvervsliv, det er en dansk fagbevægelse, lønmodtagere, virksomheder, der er enige i om, at vi skal nå den 70-procents målsætning der politisk er vedtaget på Christiansborg, fortalte Mette Frederiksen efter mødet i København.

Må ikke koste arbejdspladser

Men selv om man er enige om retningen, så skal der fortsat justeres på tiltagene, så de ikke kommer til at koste danske arbejdspladser, fortalte Mette Frederiksen til Maskinbladet.

- Danske virksomheder under ét repræsenteret i klimapartnerskaberne giver jo en meget, meget flot og unik opbakning til 70-procents målsætningen, men selvfølgelig er der en opmærksomhed fra virksomhedernes side om, at der ikke kommer for stor en belastning for en meget stor del af dansk erhvervsliv, som i forvejen er konkurrenceudsat, og som i øvrigt står i en endnu sværere situation i dag på grund af covid-19, end da vi igangsatte det her arbejde, fortalte Statsministeren og fortsatte:

- Danmark er godt i gang, vi har en lang række virksomheder, der allerede er gået foran. Christiansborg er enige om, at nu skal vi i gang med at tage de næste skridt, men også en understregning af, at vi skal gøre det her på en dansk måde, så det bliver uden at ledigheden stiger og virksomhederne bliver nødt til at flytte ud af Danmark på grund af de beslutninger, vi træffer, sagde Mette Frederiksen før hun forlod pressemødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten præsenterede tilbage i juni 2019 planen, der skal gøre Danmark klimaneutralt i 2050, og ambitionen er, at Danmark skal gå i front for at sikre den grønne udvikling ved at sætte markant højere klimamål, lave bindende reduktionsmål til landbruget og tænke klima- og biodiversitetsudfordringerne sammen.