På seks centrale eksportmarkeder er Danmark relativt ukendt som fødevarenation, men alligevel anses Danmark for at være et foregangsland når det angår bæredygtighed, og det gælder også inden for landbrugsklyngen.

I en ny analyse præsenteret af Food Nation Denmark den 15. september i København rankerer Danmark ifølge direktør i Food Nation Denmark, Lise Walbom, lavt i bevidstheden hos de lande, vi primært eksporterer fødevarer til, men på samme tid er der stor tillid til kvaliteten og bæredygtigheden i den danske produktion.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi ligger faktisk som nummer 15-16 ud af de 22 lande, som de 1200 professionelle beslutningstagere nævner som relevante landbrugs- og fødevareproduktionslande og samarbejdspartnere, så vi har en relativt lav awarenes derude, fortæller Lise Walbom, direktør i Food Nation Denmark til Maskinbladet, men hun påpeger, at når det handler om at producere landbrugsvarer bæredygtigt, så er udlandet bevidste om, hvem vi er.

- Det, de kender os for, det er - heldigvis - det som vi har været stolte af og som vi har arbejdet med i mange år, nemlig kvalitet, sikkerhed og pålidelighed. Men, det er også det, vi har stillet særligt skarpt på i år: bæredygtighed, siger Lise Walbom om analysen, hvor nøglepersoner inden for fødevarebranchen i USA, Kina, Japan, England, Indien og Tyskland er spurgt ind til deres bevidsthed om den danske fødevareklynge.

I undersøgelsen peger mere end 55 procent af de adspurgte på, at Danmark er blandt de mest bæredygtige fødevare- og landbrugsproducerende lande i verden, og hele 83 procent peger på, at bæredygtighed bliver vigtigere i fremtiden for deres forretning.

- Det er klart, at hvis vi ligger de ting sammen, så ser vi et ret stort og virkelig interessant potentiale for danske virksomheder på tværs af værdikæden, lyder konklusionen fra Food Nation Denmark, som opfordrer til, at danske virksomheder skal huske at fortælle, hvor bæredygtige de i realiteten producerer og behandler deres varer.

- Det, som efterspørges derude, og forståelsen af bæredygtighed, det knytter sig faktisk til rigtig meget af det, som vi allerede gør i danske virksomheden i den danske fødevareproduktion, nemlig at vi har super-stærkt fokus på reducerede ressource-input, vi har stærk opmærksomhed på emballage og i det hele taget optimeringen af produktionen fra jord til bord - og det vil de gerne vide, at vi kan, fortæller Lise Walbom og fortsætter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så vi skal huske at fortælle det, og det er måske noget vi tager for givet herhjemme i Danmark, men det gør man altså ikke derude på de her relevante eksportmarkeder, lyder en af konklusionerne på rapporten "Insight report on Denmark as a Food Nation 2020 - Sustainability - a key export driver", ifølge direktøren.

Stort potentiale

Frank Øland er er cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, og han peger i forbindelse med den nye rapport på, at der på trods af den igangværende økonomiske krise i verden er grundlag for at den danske fødevaresektor kan opnå stigende eksporttal de kommende år.

- Der er et stort potentiale i at komme ud på de her markeder og sælge danske fødevarer. Ikke bare på fødevaresikkerhed og høj kvalitet, men netop også på bæredygtigheden. Der er virkelig nogle stærke sider af det, vi kan levere i Danmark, som der er en stigende interesse for.

Specielt fremhæver Frank Øland markeder som Indien, hvor der er en voksende mellemklasse som i stigende grad sætter fokus på parametre som bæredygtighed.

Og heldigvis vil de danske virksomheder også være i stand til at levere, når markederne vender, for vi har kun i mindre grad herhjemme oplevet, at produktionsapparatet er gået i stå, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi ser på tallene, så har vi stort set været i stand til at opretholde produktionen i mængder, lyder det fra Frank Øland, som fortæller, at hvis politikerne vil gøre noget for at understøtte den danske landbrugseksport, så gælder det på den korte bane om at hjælpe i forhold til det marked, der har oplevet den største tilbagegang i forhold til eksporten, nemlig Storbritannien.

- Nu har vi jo lige om lidt en kæmpe udfordring med Storbritannien, som jo har forladt EU, men det er jo her pr. 1. januar vi kommer til at mærke om der er en aftale eller ej. Uanset om der er en aftale, så skal der jo i hvert fald laves nogle certifikater, og det vil være rigtig godt, hvis det som i dag stadigvæk foregår manuelt, det blev automatiseret. Sådan nogle helt håndgribelige ting, der kan være med til at reducere omkostningerne ved at eksportere danske fødevarer.