Agri Nord har i flere år beskæftiget sig med RISE, der er et værktøj til at analysere klima og bæredygtighed hos landmænd. Det er et værktøj, der er tiltagende fokus på i landbruget, og derfor fremtidssikrer man nu rådgivningen ved at uddanne et helt hold af RISE-konsulenter internt hos landboforeningen.

Det oplyser Agri Nord i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uddannelsen er foregået i tæt samarbejde med Seges, og undervisningen blev foretaget af lektor Christian Thalmann, School of Agricultural, Forest and Food Sciences, HAFL i Schweiz.

- Vi er meget stolte over, at vi nu har en bredt funderet RISE-styrke i Agri Nord, idet de 11 tilmeldte medarbejdere er repræsenteret på tværs af økonomi, virksomhedsrådgivning, planteavl, økologi samt klima, miljø og natur, siger Kim Koch, der er administrerende direktør i Agri Nord.

Øget fokus på klima og bæredygtighed

Fokus på bæredygtighed og klimamål er tiltagende i samfundet, ikke mindst i form af FN's 17 verdensmål for bæredygtighed og udvikling, det gælder især indenfor landbruget.

Analyseværktøjet RISE ("Response-Inducing Sustainability Evaluation") er et strategisk værktøj til at vurdere en bedrifts bæredygtighed, og det er dermed et vigtigt skridt på vejen i rådgivningen mod et mere bæredygtigt landbrug.

- RISE forholder sig bredt til bedriften, herunder hvad angår alt fra økonomi og driftsledelse til jord, dyrehold samt energi og klima. Netop derfor giver det ekstra meget mening at have en tværorganisatorisk ekspertviden indenfor området, siger Kim Koch.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU er nu et skridt nærmere et fælles klimatjek

EU's landbrugsudvalg har netop stemt EU's klimamål frem til 2030 igennem, og det er fundamentet for en fælles klimatjek på tværs af EU og dermed også på tværs af landbrugsbedrifter i Danmark.

- Agri Nord ønsker at stå godt rustet til denne fremtidige rådgivningsopgave, og derfor har vi uddannet en række konsulenter i RISE, som i øjeblikket er det bedste internationale teoretiske fundament og metodesæt til afdækning og måling af klimabelastningen, siger direktøren og understreger, at den viden, man får ved at lave en bæredygtighedsanalyse, også kan bruges på projekter som klimatjek fra Arla og det kommende landsdækkende projekt, Klimalandmand, som alle danske bedrifter skal i gang med senest i 2021.

- Vores konsulenter kan hjælpe den enkelte landbrugsbedrift med viden om produktionens klimamæssige konsekvenser, og på den måde får landmanden nemmere ved at vurdere, hvilke tiltag der bør iværksættes for at reducere klimabelastningen. Det er en meget stor rådgivningsopgave for fremtiden, hvor Agri Nord vil være en del af løsningen for, at landmanden kommer i mål med sine klimatiltag og bidrager til en mere bæredygtig produktion, siger Kim Koch.