Sagen fra Egedal Kommune, hvor syv lodsejeres erstatning for ikke at måtte sprøjte skulle vurderes, er nu blevet udsat.

Sagen skulle have været behandlet ved Overtaksationskommissionen i denne uge, men nu kommer sagen imidlertid først for til november.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det oplyser Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Årsagen til udskydelsen er, at kommunens advokat har rettet henvendelse til L&F og bedt om udsættelse, og det har man efter drøftelser med lodsejerne imødekommet.

- Vi har ventet længe, faktisk lige siden Taksationskommissionen traf afgørelser i november og december 2019 efter næsten 12 måneders sagsbehandling. Derfor er det selvfølgelig også utrolig ærgerligt at sagen nu yderligere udskydes, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Taksationskommissionen stadfæstede i sin kendelse kommunens afgørelse, hvilket ikke var en acceptabel afgørelse for lodsejerne.

- Det var på ingen måde et tilfredsstillende udfald, og derfor gik vi til Overtaksationskommissionen. I mellemtiden har taksationskommissionens afgørelse fra Beder bragt os videre i retning af, at forbuddene har en så indgribende virkning, at værditabet er markant større end de tilbudte erstatninger afspejler, siger Charlotte Bigum Lynæs.