Der er rift om at få del i de tilskudskroner, der skal give landets slagtesvinestalde et grønt løft. De nye slagtesvinestalde med miljøvenlig teknologi skal nedbringe udledningen af ammoniak og metan fra produktionen af slagtesvin. Og landmændene står i kø for at få del i tilskuddet til de grønne stalde. Det viser tal fra den seneste ansøgningsrunde, som lukkede i starten af august, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

I alt har 89 svineproducenter i år søgt Landbrugsstyrelsen om tilskud for mere end 400 millioner kroner. Pengene skal bruges til byggeprojekter, der nedbringer udledningen af ammoniak og metan per slagtesvin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmanden kan for eksempel erstatte sin gamle svinestald med en helt ny og mere miljøvenlig stald eller udvide den gamle stald med en tilbygning, der har teknologiske løsninger, som reducerer udledningen af ammoniak og metan.

- Landmændenes interesse for at få tilskuddet er stor, og det er med til at give svineproduktionen et grønt løft. Det gælder både, når landmændene bygger helt nye stalde, hvor teknologien er med fra starten, og de miljøvenlige tilbygninger til gamle stalde, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Ivan Volf Vestergaard.

Der er i alt 85 millioner kroner i puljen, og de penge vil nu blive fordelt efter vurdering af projekternes beregnede miljøgevinst.

- Med ansøgninger for over 400 millioner tilskudskroner, har Landbrugsstyrelsen desværre ikke mulighed for at imødekomme alle ansøgere. Vi vurderer ansøgningerne ud fra princippet om, at de projekter, der har den største miljøeffekt, kommer forrest i køen. Hvis miljøeffekten per tilskudskrone er lige stor på to projekter, vil det projekt, som får det største tilskud blive prioriteret, indtil de 85 miollioner kroner er fordelt, siger Ivan Volf Vestergaard.

Størst interesse for helt nye stalde

Der er flest landmænd, der har søgt støtte til at bygge nye stalde, og her er der også flest tilskudskroner i puljen. 47 landmænd har søgt om i alt 268 millioner kroner til at bygge helt nye stalde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilsvarende har 42 landmænd søgt om i alt 133 millioner kroner for at få finansieret en grøn tilbygning til deres eksisterende staldanlæg.

Der er i alt 51 millioner i puljen til nybygning af slagtesvinestalde, mens 34 millioner kroner er øremærket tilbygning.

For at få tilskud skal de nye stalde være indrettet med grønne teknologiløsninger fra en omfattende liste. Stalden kan for eksempel udstyres med et drænet gulv med spalter og anlæg til gyllekøling, som kan nedbringe mængden af den klimaskadelige metan, samt et kemisk luftrensningsanlæg, der opfanger ammoniakdampene i stalden. Sådan en løsning er med til at sænke udledningen af ammoniak til omgivelserne, skriver Landbrugsstyrelsen.

Læs mere om grønne stalde og indendørsmekanisering i Hyo august og september 2020.

Kjær Knudsen godt i gang i Jylland

Se også:

Kjær Knudsen godt i gang i Jylland