Debatindlæg af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtig Landbrug.

Regeringen og partierne i rød blok har lagt en plan for at udtage landbrugsjord for 600 millioner kroner. Det er først og fremmest til gavn for klimaet, lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen.

Nej hr. Jensen - det er først og fremmest til gavn for politikernes feel-good-følelse. For reelt ved man ikke hvad der sker med klimagas-emission, når lavbundsjord tages ud af drift.

Partierne vil nu bruge de første 600 millioner kroner af i alt to milliarder kroner, der blev afsat over ti år i årets finanslovsaftale - uden at kende effekten, der er meget usikker, og måske slet ikke eksisterende. Viden om effekten på udledning af lattergas og metan er simpel hen ikke undersøgt godt nok. Det har ministeriets embedsmænd også tidligere erkendt. Det fremgår helt konkret af et internt notat i ministeriet, omtalt i Altinget d. 20.12.19, at udledningerne kan være overvurderet for hovedparten af de kulstofrige lavbundsjorde.

Blandt andet har man tidligere regnet alle dyrkede lavbundsjorde som drænet, påpeges det, hvilket slet ikke er tilfældet. De arealer, der først kommer i spil til udtagning, vil formentlig være de udrænede arealer, og det er her effekten er speciel usikker. Derfor er der brug for mere viden - før der bruges flere penge. Men det har politikerne helt åbenbart ikke tid til at vente på.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Landbrugets lavbundsjord kan selvfølgelig købes til udtagning af landbrugsdrift til den handelspris, der er gængs i området. Men det er en fagligt ubegrundet investering politikerne her kaster sig ud i.