Natten til tirsdag den 1. september slog GPS-tyve endnu engang til mod en dansk maskinstation - denne gang var det Bejstrup Maskinstation i det nordjyske, som blev offer for GPS-tyveri.
- Indbruddet er sket mellem klokken 23 mandag aften og klokken 5 tirsdag morgen, hvor første mand igen mødte ind, fortæller Kim Kold Kristiansen, medindehaver af Bejstrup Maskinstation, som er ret så irriteret over det syn, der mødte maskinstationen tirsdag morgen.
- Medarbejderen, der mødte klokken 5, tog kalksprederen og kørte i marken, men kunne ikke forstå, der ikke kunne oprettes forbindelse til satellitter, som er nødvendigt for GPS-spredningen af kalk. Det var først, da han kiggede op på taget og så, GPS-hatten var væk, han vidste, hvad klokken var slået, fortæller Kim Kold Kristiansen.
Tyvene er primært gået efter GPS-antenner på maskinstationens Massey Ferguson-traktorer og har ikke rørt nogle af terminalerne i traktoren.
- Det ser ud til, at de kun har været interesseret i TopCorn-GPS-antennerne, da de hverken har rørt iPad eller andre terminaler i kabinerne på traktorerne.
Det drejer sig om over 20 anlæg, hvor det er TopCorn-antenner fra Massey Ferguson-traktorer og IntelliVeiw-terminaler fra New Holland-traktorer og New Holland-mejetærskere.
Tyveriet er sket fra maskinstationens nyeste maskinhal på over 5.000 kvadratmeter, som man paradoksalt nok skulle have udstyret med overvågning i dag.
- Her til morgen kom overvågningsmanden og skulle montere kamera-overvågning i maskinhuset - bare han var kommet i går, påpeger Kim Kold Kristiansen.
Men selvom Bejstrup fik monteret det 360 graders kamera med 20 gange zoom og infrarød overvågning i maskinhuset - havde det så hjulpet?
- Jeg ved ikke om det egentligt havde gjort nogen forskel. Vi havde da måske fået et billede af gerningsmændene, men vi stod helt sikkert i samme situation, hvor vi nu har en masse bøvl for at få maskinerne ud og køre optimalt igen, fortæller den nordjyske maskinstationsejer.