Advokat Jens Paulsen anbefaler i denne artikel, at man som ansøger og rådgiver har det lange lys på, når gældssanering kan blive aktuelt.

Artiklen omtaler og kommenterer to nyligt af Vestre Landsret afsagte gældssaneringskendelser og behandler nogle praktiske konsekvenser af EU's insolvens- og rekonstruktionsdirektiv, der også ved implementeringen vil ændre gældssanerings- og gældseftergivelsespraksis i Danmark. Der er med andre ord tale om opfordringer til potentielle gældssaneringsansøgere og disses rådgivere om at have det lange lys på.

Konsekvenser af arveafkald

Det er for længst i retspraksis fastslået, at afgivelse af arveafkald resulterer i, at afkaldsgiveren i en længere årrække ikke vil kunne få gældssanering, jf. bl.a. Østre Landsrets kendelse gengivet i FM 2005.47Ø. Begrundelsen er, at arveafkald anses som en kreditorfjendtlig handling.

En relativ ny kendelse fra Vestre Landsret modificerer dog dette udgangspunkt en anelse. Ved Vestre Landsrets kendelse offentliggjort i FM 2020.113V fandt Vestre Landsret, at en skyldners arveafkald på en arv, der ville have andraget 112.031 kr., ikke var gældssaneringshindrende. Det fremgår af sagen, at arveafkaldet, der blev afgivet i 2014, efter skyldnerens mor, der døde i 2001, skyldtes, at skyldnerens far ønskede at gennemføre et skifte for at kunne blive gift igen. Skyldnerens far oplyste, at han ville være forblevet i uskiftet bo, såfremt skyldneren (sønnen) ikke havde afgivet arveafkald. Kendelsen ændrer ikke hovedreglen. Hovedreglen er fortsat, at afgivelse af arveafkald er gældssaneringshindrende. Med andre ord skal der en virkelig god begrundelse til, for at arveafkald ikke hindrer gældssanering. Konkret fandt landsretten, at arveafkaldet ikke påførte kreditorerne tab og at kreditorerne ikke kan kræve, at en skyldners forældre skifter.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Afdrag skal overholdes

Kun få gældssaneringskendelser når frem til voteringslokalet i Højesteret. Én af de sager, der kom igennem nåleøjet, blev afgjort ved Højesterets kendelse i 2016, hvor det blev fastslået, at i situationer, hvor en skyldner havde mulighed for at betale afdrag til sine kreditorer, men ikke gjorde det, ville konsekvensen være, at den pågældende skyldner - i hvert fald i en årrække - ikke ville kunne få gældssanering. Der er efterfølgende afsagt flere kendelser fra såvel skifteretterne som landsretterne med samme budskab.

Alligevel kan man måske blive en smule overrasket over den nyligt afsagte kendelse. I sagen - FM 2020.114V - havde en skyldner i perioden 2007-2014 oparbejdet en betydelig gæld. Skyldneren havde været førtidspensionist siden 2011 og var blevet skilt ultimo 2013. Skyldnerens indtægts- og udgiftsforhold havde været i det væsentlige uændrede siden ultimo 2013 og frem til foråret 2020. Ifølge skyldnerens gældssaneringsforslag blev kreditorerne tilbudt en afdragsordning med 2.250 kroner pr. måned. I præmisserne anføres: Under disse foreliggende omstændigheder finder landsretten, at det må antages, at hun har undladt at afdrage på gælden, selvom hun havde været i stand hertil, jf. kl. § 197, stk. 2, nr. 4.

Sagen blev herefter hjemvist til fornyet behandling i skifteretten. På nuværende tidspunkt vides ikke, hvad skifteretten når frem til.

En konsekvens af præmisserne må være, at også udfasede landmænd så hurtigt som muligt efter udfasningen søger gældssanering. Det gælder i hvert fald alle de tidligere landmænd, hvor et gældssaneringsbudget viser, at der skal betales dividende til kreditorerne. Det kan give nogle praktiske udfordringer i situationer, hvor landbrugsbedriften er indstillet, landmanden eventuelt fraflyttet og tiltrådt nyt job, men hvor eneste grund til, at der ikke kan indledes gældssaneringssag, er, at et eller flere aktiver ikke kan sælges med den konsekvens, at konkursboet ikke er afsluttet.

Frivillig indbetaling

Efter gældssaneringsbekendtgørelsen er der som udgangspunkt kun mulighed for at påbegynde afdragsbetaling fra det tidspunkt, hvor der er indledt gældssaneringssag. Indledes der eksempelvis først gældssaneringssag halvandet år efter, at landmandens og dennes families forhold er blevet stationære med nyt arbejde med videre, og vil et gældssaneringsbudget udvise en samlet, selv mindre, månedlig betaling, vil gældssanering - hvis præmisserne skal tages for pålydende - ikke være mulig. Det har aldrig været hensigten med gældssaneringsreglerne. Som det er beskrevet tidligere i denne klumme, vil det ofte være praktisk umuligt at lave en frivillig fordeling af et mindre månedligt beløb til muligvis 30 eller 40 kreditorer.

Konsekvensen må være, at der på trods af formuleringen af gældssaneringsbekendtgørelsens regler om afdragsbetalingen må påbegyndes en frivillig indbetaling på en særskilt deponeringskonto, hvor der alt andet lige vil skulle indbetales et beløb, der tilnærmelsesvis svarer til det afdrag, der skulle betales i henhold til gældssaneringsbudgettet. Det betyder samtidig, at den pågældende landmand, når betingelserne for indledning af gældssaneringssag er opfyldte, reelt i eksemplet har betalt afdrag i halvandet år, og derfor alene under den indledte gældssaneringssag skal betale afdrag i yderligere halvandet år, således at den samlede afdragsperiode bliver tre år.

Max tre års afdrag

I EU-regi er der den 20. juni 2019 vedtaget et nyt insolvens- og rekonstruktionsdirektiv. Direktivet pålægger de enkelte EU-lande at implementere direktivet i national ret senest 17. juli 2021. I direktivet er der dog mulighed for, at fristen kan forlænges til 21. juli 2022. Der forestår en del lovforberedende arbejde, og der kan derfor ikke oplyses nærmere omkring reglernes implementering i Danmark, MEN allerede nu bør enhver rådgiver være opmærksom på direktivet. Her og nu skal der alene henvises til én direktivbestemmelsen, nemlig bestemmelsen om, at fra og med direktivets ikrafttræden er den maksimale afdragsperiode i gældssaneringsager 36 måneder. Den nuværende tosporede ordning med fem års afdragsordning i almindelige gældssaneringssager og tre års afdragsordning i gældssaneringssager i forbindelse med konkurs afskaffes.

Skyldnere, der overvejer gældssanering efter de nugældende femårs-regler, bør have in mente, om det vil være hensigtsmæssigt at fremme sagen på nuværende tidspunkt, eller om indlevering af gældssaneringsansøgning skal afvente, at de nye regler træder i kraft. Denne overvejelse er allerede aktuel nu, men bliver mere og mere aktuel, jo nærmere vi kommer de nye reglers ikrafttræden.

Selvom vilkårene for gældssanering siden november 2005 har været parallelle med reglerne for gældseftergivelse for gæld til det offentlige, har der dog været én afgørende forskel: Efter gældseftergivelsesreglerne skal der som udgangspunkt altid betales afdrag i en (som minimum) femårig periode. Som en konsekvens af EU-direktivet, vil den maksimale afdragsperiode fremadrettet også efter gældseftergivelsesreglerne være tre år.

Ved ikke at være opmærksom på ikrafttrædelsestidspunktet for de ændrede regler om max tre års afdragsperiode risikerer man som rådgiver at medvirke til, at ens kunde kommer til at betale et større beløb, end ved at afvente indledning af gældssaneringssag til de nye regler er trådt i kraft. Når det besluttes at udskyde tidspunktet for indlevering af gældssaneringsansøgning, bør skyldneren og dennes rådgiver dog være opmærksomme på pligten til løbende afdragsbetaling/indbetaling på særskilt deponeringskonto.