På grund af voldsom regn blev kun omkring 40 procent af det sædvanlige areal sået til med hvede i England i efteråret 2019, og tørke i foråret samt en våd høst har for at føje spot til skade betydet, at den høstede hvede er af en lav kvalitet. Det skriver det engelske medier Sky-News

Den kraftigt reducerede mængde engelsk produceret hvede kan også vise sig at få voldsomt stor betydning for den pris, de engelske forbrugere skal betale for deres brød, for den nye fremtid, der venter briterne efter et forventet brexit kan betyde, at møllere og foderstof-firmaer er nødsaget til at importere hvede med en straftold fra EU på 79 engelske pund pr. ton, fortæller Joe Lister fra Shipton Mill til SkyNews, og det er endnu uvist, hvor møllerne skal få deres brødhvede fra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Hvor vi normal blot ville købe tysk eller fransk hvede efter en dårlig høst, så ved vi endnu ikke, hvad det kan komme til at koste os om seks måneder, siger Joe Lister til SkyNews.

Frygten i England er, at toldafgifterne fra WTO (World Trade Organisation) fremover kommer til at gælde for importen af eksempelvis hvede til England, så møllerierne vil være nødsaget til at importere hvede fra Amerika for at have hvede nok af en høj kvalitet til rådighed til blandt andet produktionen af brød.

Ifølge National Farmers' Union forventer man at udfaldet af hvedehøsten i England er en udbyttenedgang på 30-35 procent i forhold til normalen, og i nogle regioner ventes faldet at være endnu større.