En tidlig driftsanalyse kan ifølge rådgiver fra Patriotisk Selskab have flere fordele.

Hvorfor vente helt til næste år med at få lavet driftsanalyse for år 2020? Landmændene ved stort set allerede nu, hvordan året ser ud, lyder det fra virksomhedsrådgiver hos Patriotisk Selskab, Lene Nygaard.

Derfor kan der være fordele ved at få lavet driftsanalysen tidligt, skriver Patriotisk Selskab i en pressemeddelelse.

- Jo før, man får et overblik, jo mere gavn kan det nå at gøre. Det er nu, man virkelig kan bruge analysen - og det mærker vi også hos Patriotisk Selskab, hvor efterspørgslen på tidlige analyser bliver større og større, siger hun.

- Høsten er for de flestes vedkommende i hus, og høstmængderne er opgjort. Med en tidlig analyse får man klaret alle fordelinger og opgørelser over høsten, mens høsten stadig står i frisk erindring, og man rent faktisk kan huske, hvad der skete. Så skal man ikke bruge tid på at finde tallene frem igen i det nye år. Allerede nu er arbejdet med at så efterafgrøder og gøre markerne klar til 2021 i fuld gang, og derfor kan 2020 godt føles som lang tid siden, når det nye år begynder, siger hun.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Nemmere at planlægge både resten af året og 2021

Med en tidlig analyse er man, ifølge Lene Nygaard, ikke begrænset i at planlægge fremad:

- Man får et godt afsæt til at lægge et budget for 2021, men også til at prioritere resten af det indeværende år. Er der problemer med skatten, skal der måske investeres i en stor maskine inden nytår - og så er det jo vigtigt med et overblik over, om året var bedre eller dårligere, end man går og tror, siger hun og fortsætter:

- Herudover sender det selvfølgelig et positivt signal til omverdenen, at der er overblik over økonomien i virksomheden, og man kan bruge analysen, når man rapporterer til banken og kreditforeningen. Hos Patriotisk Selskab lægger vi også gerne budgettet for det kommende år ind i analysen. På den måde kan man nemt vise, hvordan budgettet hænger sammen med økonomien fra de tidligere år, man har fået lavet analyse, og hermed hvorfor budgettet er realistisk.

Både for planteavlere og griseproducenter

Det er både planteavlere og griseproducenter, der har gavn af en tidlig analyse, skriver rådgivningsvirksomheden i pressemeddelelsen. Især hvis budgettet for 2021 lægges ind i analysen, understreger Lene Nygaard:

- Når indtjeningen svinger så meget, som den gør for griseproducenter, er det ekstra vigtigt, at budgettet betragtes i samspil med resultaterne fra tidligere år, forklarer hun og uddyber:

- Noteringen har virkelig været svingende de seneste par år. Vi er gået fra en situation, hvor træerne nærmest voksede ind i himlen, til en normalisering. Der skal sandsynligvis betales noget ekstra i skat på grund af den gode indtjening i starten af året, og det kan være godt at få et overblik over allerede nu.