DLG satte sig i 2019 et mål om, at al soja, der købes i 2025, er ansvarligt og verificeret afskovningsfrit produceret.

Nu melder DLG sig ind i Dansk Alliance for Ansvarlig Soja.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

- Som importør af soja til brug i foder er vi meget bevidste om det ansvar, der følger med. Vi har besluttet os for at blive en del af Dansk Alliance for Ansvarlig Soja, fordi vi gerne vil sætte yderligere vægt bag vores sojaambition og samtidig skabe et endnu tættere samarbejde med andre aktører, som også arbejder for at gøre soja mere bæredygtigt, siger Jesper Pagh, koncerndirektør i DLG.

Som et led i indmeldelsen i Dansk Alliance for Ansvarlig Soja skal DLG inden for seks måneder udarbejde en handlingsplan for, hvordan virksomheden vil bidrage til alliancens vision og målet om, at sojaen, der importeres til Danmark, er ansvarligt produceret og ikke bidrager til afskovning.

Vil finde fælles europæiske løsninger

Mens Danmark aftager mindre end én procent af verdens samlede sojaproduktion, så står EU for hele 10 procent. Derfor vil DLG fortsat arbejde tæt sammen med danske og europæiske aktører - blandt andet den europæiske foderproducent forening, FEFAC - for at sikre, at der skabes fælles europæiske løsninger, som kan sætte yderligere fart på omstillingen til en mere bæredygtig sojaproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er afgørende, at vi skaber positive og vedvarende forandringer i de lande, hvor sojaen produceres. Det er en omstilling, der tager tid, men det er den eneste rigtige måde at gøre det på, hvis vi virkelig vil gøre en forskel. Vi skal skabe den øgede efterspørgsel, der får producenterne til at lægge om til en mere bæredygtig produktion, og det vil være en stor sejr, hvis vi kan få de gode danske budskaber igennem på EU-niveau, siger Jesper Pagh.