Danske Bredal, som laver kalk- og gødningsspredere, har landet en aftale med en af Sverige største John Deere-forhandlere, Gunnars Maskiner.

Det skriver Bredal og Gunnars Maskiner i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gunnars Maskiner har syv afdelinger, der dækker Västra Götaland, med Göteborg i vest og området mellem Vänern og Vättern i øst. Det er dette område som forhandlingen omfatter.

Bredal har nu en aftale med seks svenske forhandlere med i alt 19 afdelinger.

- Vi har gennem flere år arbejdet på at styrke vores position på det svenske marked. Med Gunnars Maskiner som forhandler er vi kommet et godt skridt i den rigtige retning, siger Jacob Bangsgaard.

- Gunnars Maskiner er den ideelle samarbejdspartner for os. De henvender sig til de førende landmænd, som ønsker den højeste præcision og en kvalitet, der holder til intensivt brug, siger Jacob Bangsgaard, salgsansvarlig for Norden hos Bredal A/S.

Hos Gunnars Maskiner har man længe ledt efter et stærkt brand inden for kalk- og gødningsspredere, som kunne passe ind i deres strategi med fokus på det digitale og opkoblede landbrug, står der i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bredal udfylder et hul i vores sortiment, og så passer de fantastisk godt til vores program af John Deere-traktorer. Vi har mange loyale kunder, og de har presset på for, at vi skulle tage Bredal ind i sortimentet, siger Jan-Erik Hovlin, salgschef i Gunnars Maskiner AB.

Ifølge Jan-Erik Hovlin fungerer Bredals sprederprogram med deres Isobus-opkoblinger rigtig godt med John Deere-traktorernes GPS-systemer, og så har han hørt meget positivt fra forhandlerkolleger, der allerede sælger Bredal i Sverige.