Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Negative makroøkonomiske udsigter prægede i går finansmarkederne
oven på mødet i den amerikanske centralbank onsdag aften, hvor
udmeldingerne var overvejende skeptiske omkring fremtidsudsigterne for økonomien.

En negativ stemning der også smittede af på det generelle
råvaremarked, og blandt andet sendte olien lavere. Imidlertid blev det lidt en mudret dag på afgrødemarkedet, der handlede lidt i begge retninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt afgrøderne var sojakomplekset den største taber, efter afgrøderundturen i det amerikanske midtvesten meldte om gode bælge på sojabønneplanterne. "Vi hører om bedre end ventet konditioner for sojaplanterne i staterne omkring Iowa" udtaler en analytiker fra det Chicago-baserede Futures International.

Et forhold der var med til at presse sojaolien lavere, mens rapsfrøene sluttede dagen med skindet på næsen.

Den styrkede Euro betyder, at den canadiske vårrapsvariant, Canola,
står relativt stærkere på eksportmarkedet - et forhold, der har holdt de europæiske rapsfrø i kort snor denne uge.

Grundet Malaysisk helligdag i går var der ingen handel i palmeolien, men er her til morgen åbnet et par procent lavere.

Politisk kaos i Brasilien vægter tungt for landets valuta der er meget
råvareeksponeret. Stigende råvarepriser på blandt andet metaller og olien styrkede den brasilianske real først på sommeren, men bliver nu overskygget af den politiske usikkerhed, og har svækket valutaen kraftigt igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I kinesiske termer øger svækkelsen købekraften, og har ført til at Kina er begyndt at købe brasilianske sojabønner for 2022. Kina har foreløbig købt 12 millioner tons amerikanske bønner for 2020/21 sæsonen, og hertil kommer salg til ikke offentliggjorde destinationer på 4,5 millioner tons, hvoraf en stor andel også ventes at have kurs mod Kina.

Der er ikke meget retning i sojamarkedet for øjeblikket.

Produktionsudsigterne tegner positive, mens der er usikkerhed om efterspørgselsvæksten på den korte bane. En storstilet kinesisk kampagne mod madspild har givet anledning til yderligere
spekulationer om landets fødevareforsyningssikkerhed for dets 1,4 milliarder store befolkning, på et tidspunkt hvor landet står over for oversvømmelser, epidemier, græshopper og stigende spændinger med nogle af dens største handelspartnere.

Den amerikanske hvede blev i går supporteret af stigende risikopræmier for den argentinske hvedeproduktion, hvor tørke og frost truer udsigterne for en rekordstor produktion.

Lokale markedsaktører er enige om, at de nuværende forhold er ugunstige for væksten og udviklingen i hvedeafgrøderne. De ugunstige forhold er værst i nord, som dog udgør en
mindre andel af landets hvedeproduktion, men også sydlige områder, der betegnes som Argentinas Brødkurv, er påvirket med meldinger om behov for snarlig nedbør, for at opveje en lang tørkeperiode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reaktionen i møllehveden var relativt begrænset, og lukkede marginalt lavere på en styrket Euro.

I FOB-markedet meldes der om uændrede priser for både EU og Sortehavsoprindelserne. Russiske oprindelser er fortsat de
billigste på verdensmarkedet med 202$/ton, forfulgt af baltisk hvede med 208$ og amerikansk hvede ud af Gulfen med 222$.