De store svine- og fjerkræbrug får nu skærpede miljøkrav (BAT-krav) og skal indsende dokumentation til kommunen for, at de overholder dem, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Det gælder de såkaldte IE-brug med flere end 2.000 stipladser til slagtegrise over 30 kilo, flere end 750 pladser til søer eller flere end 40.000 pladser til fjerkræ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er blandt andet krav om, at IE-brugene skal have et miljøledelsessystem, uddanne personale, have og følge en plan for kontrol, reparation og vedligeholdelse af husdyrbruget og udarbejde en beredskabsplan.

Der er også særkrav vedrørende fodring, anvendelse af energieffek-tiv belysning samt reduktion af støv fra stalde.

- Kravene lyder måske meget omfattende, men de fleste af kravene efterleves allerede på langt de fleste husdyrbrug som en naturlig del af det at drive virksomhed. Det nye er, at kravene nu er lov, og at IE-brugene skal kunne dokumentere, at kravene overholdes, siger Su-sanne Østerby.

Hun er miljøkonsulent i Agri Nord og ekspert i miljøregler for de store husdyrbrug. Hun kommer fremover til at hjælpe landmændene med at få styr på dokumentationen og hjælpe med at løse sager, hvor det kommer til en konflikt.

Regler

EU vedtager løbende nye krav til, hvad der kan siges at være bedst tilgængelig teknik (BAT) på IE-brug og har senest den 21. februar 2017 offentliggjort nye bestemmelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kravene skal være opfyldt fra det tidspunkt, hvor husdyrbruget får en miljøgodkendelse til IE-brug (Husdyrbruglovens §16 a, stk. 2), eller fra det tidspunkt, hvor et eksisterende IE-brug bliver revurderet.

For andre IE-husdyrbrug skal kravene være opfyldt senest den 21. februar 2021. For eksiste-rende IE-brug er kravet om energieffektiv belysning dog allerede gældende, da kravet også fremgår af bygningsreglementet, skriver Agri Nord.

Dokumentation hvert år

Det er kommunerne, der fører tilsyn på området. IE-husdyrbrug skal en gang årligt, senest 31. marts, indsende relevante informationer til kommunen med mindre husdyrbruget har haft miljøtilsyn det seneste kalenderår.

Der er krav om indsendelse af logbøger for eventuel miljøteknologi, dokumentation for miljøledelsessystem, logbog over gennemførte kontroller og dokumentation for overholdelse af fodringskrav.