Politiets tungvognskontrol var i går ude med den store rive i området omkring Spjald i Vestjylland. Det skriver landbrugskooperativet Viftrupgård Agro på sin Facebook-side.

Politiets tungvogns afdeling var rullet ud og havde blandt andet deres bremserullefelt med. Alle kornvogne i en radius af 10-15 km blev holdt an og taget med, skriver Viftrupgård og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kørekort, forsikringer, overlæs, bremser osv. blev tjekket. Det blev til en del vogne med kørselsforbud og enkelte måtte også vinke farvel til deres kørekort.

- Vi synes det var lidt voldsomt. Otte politibiler kørte ud i en radius af omkring 15 kilometer ud fra asfaltfabrikken ved Spjald for at opsøge kørende materiel på vejene. Fik de mistanke om noget, blev vognene bragt ind til kontrolstedet, fortæller Kasper Christensen, der er ejer af Viftrupgård.

- Jeg kender en, som blev stoppet hele tre gange i dagens løb. De første to gange uden læs, og den tredje gang med læs, hvorefter han blev bragt ind til kontrolvejning, tilføjer Kasper Christensen.