Dagens afgrødekommentar sætter blandt andet fokus på, at der er en stor stigning i amerikanske slutlagre på sojabønner.

Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets:

Hvede: For hveden kom der i forbindelse med Wasde-rapporten ikke de store overraskelser, og prisudviklingen var også derefter, nemlig nogenlunde flad.

Faldende produktion, primært drevet af faldende produktion i Europa, og faldende globalt forbrug opvejes delvist af stigende indgangslagre, og konklusionen bliver en lille stigning i slutlagrene.

Majs: USDA hæver i forbindelse med gårsdagens Wasde-rapport deres forventninger til udbytterne på den amerikanske majs. Der forventes nu udbytter i omegnen af 181,8 bushels pr. acre. (BPA), mod de 178,5 BPA som blev offentliggjort i forbindelse med juli rapporten.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Analytikerne havde i forbindelse med august rapporten forventet udbytter i omegnen af 180,5 BPA, og gårsdagens tal var således noget højere.

Stigningen i udbytterne er blandt årsagerne til, at USDA nu forventer en stigende produktion i denne sæson. Produktionen kommer også ind højere end analytikerne havde ventet, og der er således lagt i ovnen til den største majsproduktion nogensinde.

En stigning i forbruget af majs er det eneste som trækker slutlagrene i modsat retning, og på trods af en stigning, så ventes de at lande under niveauet for analytikernes forventninger.

Kombinationen af, at lagrene stiger mindre end forventet, og en pris som i forvejen var presset helt i bund betød, at markedsdeltagerne sendte priserne op på Chicago hen over aftenen.

Sojabønner: Ligesom for majsens vedkommende, så hæver USDA i forbindelse med WASDE deres forventning til de Amerikanske sojaudbytter.

Der forventes en solid stigning i de amerikanske udbytter - fra 49,8 til 53,3 BPA, og det var medvirkende årsag til, at markedsdeltagerne indledningsvist sendte priserne på sojabønner ned.

Stigende udbytter medfører en betragtelig stigning i forventningen til de amerikanske slutlagre, som ventes at stige med mere end 40% sammenlignet med seneste rapport.

Kun et pænt fald i de Argentinske- og Brasilianske indgangslagre gør, at forventningen til de globale slutlagre kun stiger en smule, fra 95,08 til 95,36 millioner tons. Kombineret med en forventning om stigende kinesisk import, så var status på de globale slutlagre medvirkende årsag til, at markedsdeltagerne sendte priserne højere.