Fødevarestyrelsens Eksportkontrolcenter tilbagesender i disse dage en betydelig mængde logbøger til lange transporter, fordi organisatorerne ikke tager højde for, at transporten går igennem områder, hvor udetemperaturen overstiger 30 grader, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ved udetemperaturer over 30 grader kan der blive meget varmt på køretøjer til dyretransport. Dermed er der stor fare for, at dyrene lider alvorligt overlast, og i værste fald dør.

- Organisatorerne af transporter gennem de varme områder i Europa skal sikre sig, at den planlagte rute er realistisk og kan gennemføres, så temperaturen på transportmidlet under hele forsendelsen ikke overstiger 30 grader på køretøjet. Er det ikke tilfældet kan vi - af hensyn til dyrevelfærden - ikke tillade transporterne, forklarer kontorchef i fødevarestyrelsen, Camilla Brasch Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun gør samtidig opmærksom på, at alle, der planlægger dyretransporter, både internationalt og nationalt skal tage højde for vejrudsigten under planlægningen.

Organisatorer og transportvirksomheder skal i deres planlægning, både af de lange transporter, men også ved korte, indenlandske transporter, være opmærksomme på ventilation og vand til dyrene. I varmt vejr er det en fordel at sørge for ekstra plads mellem og henover dyrene og planlægge således, at kørsel i de varmeste timer på dagen undgås.