Det var med høje ambitioner og stor spænding, at EDC Poul Erik Bech i august sidste år kunne realisere visionen om et nyt forretningsområde inden for landbrug.

Visionen var dengang ikke til at tage fejl af. EDC Landbrug Poul Erik Bech ville være landets største landbrugsmæglere, en vision, som ifølge landbrugschef Frank Poll stadig holder stik, skriver EDC Poul Erik Bech i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Opstarten af det nye forretningsområde er gået bedre, end vi turde håbe på, og vi tror fuldt og fast på vores vision. Vi startede afdelingen med en tro på, at der var plads og behov for os i markedet, og de forventninger er i høj grad blevet indfriet. Der er helt klart købere i markedet. For et år siden lagde vi en ambitiøs vækstplan på en blank tavle, og nu har vi en lang række aktiviteter på hånden og en fornuftig omsætning, der er 150% højere end det ambitiøse budget, vi lagde ud med, fortæller Frank Poll.

Frank Poll er forstkandidat og HD-F og kom til EDC Landbrug Poul Erik Bech fra en stilling som chef for landbrugsafdelingen i Nykredit på Sjælland. Udover et indgående kendskab til driften af landbrug og et stærkt netværk er han også selv uddannet fra Landbohøjskolen og driver et fritidslandbrug.

Et marked med mange følelser

Ligesom for mange andre erhvervsvirksomheder kører EDC Landbrug Poul Erik Bech også en lang række sager Off-Market, hvor de gennem et bredt netværk og landsdækkende Køber-/Lejerkartotek kan håndtere salg på en diskret og fortrolig måde, da der er mange følelser forbundet med at sælge sit livsværk.

- Ligesom enhver anden ejendomshandel, gælder det om at skabe tryghed for både sælger og køber. Det skal være en positiv oplevelse og alle skal være trygge i processen, når livsværket skal sælges. Jeg gør meget ud af at bruge den fornødne tid. Mange ønsker at starte med at få en bedre forståelse for deres salgsmuligheder, så de ikke sidder tilbage usikre og uafklarede - og så bliver springet kortere, når de vælger at tage beslutningen om at sælge.

- Jeg har samtidigt nydt godt af at blive en del af EDC Poul Erik Bech, der med sin størrelse, stærke brand, en yderst professionel tilgang til kunderne og en stor og stærk landsdækkende organisation bag sig, virkelig har kunnet rykke vores nye forretningsområde til nye højder. Fremtidsudsigterne ser derfor lys ud. Vi følger vores vækstplan, og ser frem til at kunne udvide vores afdeling. I juni ansatte vi en salgskoordinator, og derudover søger vi nu en mægler, da vi har masser at rive i og vi løbende får rigtig fin respons fra vores kunder. Opstarten af afdelingen er gået meget hurtigere og bedre, end vi havde turdet håbe på, og vi ser frem til fortsat at kunne vækste, og bistå endnu flere købere og sælgere af landbrugsejendomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor aktivitet

Landbrugsmarkedet er et marked med stor aktivitet, både når det gælder salg og køb af landbrugsejendomme.

- Udover at være et marked med stor aktivitet, er det også et komplekst marked med mange lovgivninger og regler, som kræver de rette kompetencer for at kunne rådgive kunderne optimalt, udtaler Frank Poll, EDC Landbrug Poul Erik Bech, og fortsætter:

- Gennemsnitsalderen på ejere af landbrugsejendomme er høj, og det kendetegnende for langbrugsmarkedet, at det ofte er kundens livsværk, man får på hånden. Salgsprocessen er derfor specialiseret til i høj grad at inkludere en omfattende forståelse og dialog med interessenter som familie, rådgivere, banker og andre.