Landbrugsstyrelsen har udsat ansøgningsfristen for minivådområder med 14 dage. Udsættelsen sker på grund af IT-problemer.

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, kommenterer her på udsættelsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Endnu en gang er der IT-problemer hos Landbrugsstyrelsen, som betyder, at de ikke kan modtage ansøgninger. Landmændene og vores oplandskonsulenter har gjort en kæmpe indsats og er klar med ansøgningerne, men fejl i IT-systemet betyder, at nogle ansøgninger om minivådområder ikke kan modtages. Det er dybt frustrerende med de gentagne IT-problemer på flere områder.

- Vi har kun et ønske: At komme i gang med at etablere endnu flere minivådområder, så det er et stort problem, at IT-problemer forhindrer os i det.

- Jeg ved, at der desværre er landmænd, som holder sig tilbage, alene af den grund, at der de seneste år har været mange tekniske og administrative problemer med ordningen.

- Hvis minivådområde-ordningen ikke leverer efter forventningerne i 2021, så skal kritikerne nok komme på banen og bebrejde os, at man ikke kan satse på frivillige tiltag fra landmænd. Men de kritikere må meget gerne komme på banen nu, hvor der er så mange problemer fra myndighedernes side, og sammen med os forlange, at der kommer styr på tingene hos Landbrugsstyrelsen. Vi har brug for at få et system, der virker og kan håndtere den store interesse fra landmænd.