I en alder af blot 24 år er det ikke alle, der går med tankerne om at blive selvstændig. Dette var heller ikke tilfældet for Mads Nørmølle. Selvom det ikke var planen at blive selvstændig i så tidlig en alder, blev det alligevel realiteten.

Planen var en helt anden da Mads afsluttede agrarøkonom-uddannelsen i sommeren 2016. Han gik med overvejelser om at flytte til Aarhus og læse til jordbrugsteknolog. Dette blev dog aldrig til noget, for efter han afsluttede uddannelsen som agrarøkonom kom der et bedre tilbud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg gik med en plan om, at jeg skulle læse videre, men inden jeg nåede at tage beslutningen om hvorvidt, jeg skulle pakke taskerne og flytte til Aarhus, kom der et tilbud, jeg ikke kunne glemme, fortæller Mads Nørmølle, selvstændig landmand.

Følg planen eller tag springet?

Når man får et tilbud, man ikke kan glemme, skal man gøre noget ved det. Det var ihvertfald det, der startede et nyt kapitel for den unge nordjyde.

- Det hele startede med, at min onkel snakkede om, at han måske ville sælge ejendommen, og i forbindelse med det blev jeg tilbudt at købe. Jeg gik først og overvejede det, for det var planen, at jeg skulle gå mere i skole. Jeg gik med tanken, og kunne ikke glemme det, og derfra startede arbejdet med at regne, beskriver Mads Nørmølle.

Det kan være svært som en ung man på 24 år at gå i banken og låne penge til ejendommen, men Mads var klar til at tage kampen op - både med bank og kreditforening.

rich-media-3
Terpgaarden har været i familien siden 1773. Foto: Emil Samsø Møller.

Grønt lys til financering

Financering af ejendommen har en stor betydning for den fremtidige forretning og er derfor meget afgørende for, hvordan resultatet bliver. Det krævede blot et enkelt opkald til banken, inden at de var med på ideen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg satte mig ned med min far og ringede til en lokal bank og fremlagde mine planer og overvejelser, og mere skulle der faktisk ikke til for at få grønt lys. Det er en mindre, lokal bank, og om det har nogen betydning, ved jeg ikke, men de var ihvertfald med på det, fortæller Mads smilende.

Kreditforeningen var også med på idéen, og her var der også en positiv opbakning og stemning omkring overtagelsen.

- Jeg har faktisk ikke mødt modstand i banken eller hos kreditforeningen, og det er jeg meget glad for. Der er mange, der skal bruge lang tid på at forhandle og skabe en interesse, men de problemer har jeg ikke stået med. Om størrelsen på ejendommen har noget at sige ved jeg ikke, men det er jo ikke en ejendom til 60 - 70 millioner kroner, fortæller Mads Nørmølle.

rich-media-5
På Terpgaarden feder Mads Nørmølle selv tyrekalvene op. Foto: Emil Samsø Møller.

Produktionsklar ejendom

Selvom ejendommen er af ældre dato, er den alligevel produktionsklar og med fredtidsmuligheder. Ejendommen har været i familien siden 1773, og det havde også betydning for Mads, da han blev spurgt, om han ville købe.

- Det er en ejendom med noget historie, og det har da også betydning for mig, men det vigtigste for mig var faktisk, at den var produktionsklar, da jeg overtog den tilbage i marts 2017. Det er ikke sjovt at overtage en bedrift, som skal vendes på hovedet for, at det kan fungere, understreger Mads Nørmølle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den daglige drift

Der er ikke sket mange store ændringer siden overtagelsen tilbage i 2017, og det er heller ikke planen. Ejendommen består af 73 årskøer, som bliver malket af en Lely malkerobot. Derudover passer Mads også 170 hektar med grovfoder og korn.

I stalden går der 5 til 6 timer om dagen for Mads, og det passer ham godt, så er der også tid til at komme i marken.

- Jeg bruger 5 til 6 timer om dagen i stalden her på ejendommen, men når der ikke er travlt i marken, er jeg også hjemme og hjælpe mine forældre på deres ejendom med vedligehold og marken.

- Jeg bliver ofte spurgt, hvornår jeg skal udvide stalden og besætningen, men jeg plejer at sige, at der minimum går 10 år. Hvis jeg vil passe flere køer, kan jeg køre hjem til mine forældre og hjælpe dem i stalden. Størrelsen passer rigtig godt til mit temperament, da jeg kan passe det hele selv, og dermed er jeg også rundt på hele gården hver dag, fortæller Mads Nørmølle.

rich-media-7
I 2017 var der ingen fodervogn, da der kun blev fodret med græs, og tidligere ejer ikke mente, at det var nødvendigt. Foto: Emil Samsø Møller.

Tre vigtige rådgivere

Det er vigtigt at have nogle dygtige folk, man kan gå til, hvis der er spørgsmål. Og netop dette mener Mads, at han har. En af fordele er, at de mødes ofte og ikke tager en løn, når der drøftes muligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De tre rådgivere, jeg bruger i min hverdag, er mine forældre og så min onkel. De kræver ikke en løn, når jeg ringer, og de er også ligeglade med, at det er søndag morgen. Det giver mig en ro i kroppen, at jeg ved, at jeg kan ringe til dem, hvis der er noget, jeg er i tvivl om, understreger Mads Nørmølle.

Når man starter op som selvstændig, om det er i landbruget eller i et andet erhverv, kan man godt komme til at gå med en tvivl om, om man kan finde ud af det. Det var ihvertfald noget, der fyldte meget for den unge nordjyde.

- I perioden inden overtagelsen tænkte jeg meget på, om jeg kunne finde ud af det, og hvordan det ville forløbe. Men da jeg endelig kom igang, kom der en helt anden tankegang. Efter nogle få uger var denne bekymring mere eller mindre væk, og med hjælp fra min onkel kom der styr på det hele, afslutter Mads Nørmølle.