Den usædvanlig varme og tørre sommer i 2018 gav et rekordhøjt antal mark- og mejetærskerbrande. Men selvom sommeren omvendt har været usædvanlig kold i år, forhindrer det ikke risikoen for brande under høsten, lyder det fra Topdanmarks landbrugsspecialist Gunnel Andersson i en pressemeddelelse.

Det understreger tallene fra sidste år, hvor sommeren heller ikke var varm, men hvor Topdanmark alligevel registrerede omkring 30 brande i mejetærskere.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Uanset sommervejret er det vigtigt med fokus på brandforebyggelse, når der høstes. Det er især vigtigt dagligt at rengøre motoren i mejetærskeren og have vandtanke med ud i marken, siger Gunnel Andersson fra Topdanmarks landbrugsafdeling.

En løvblæser en god investering for enhver landmand. Den er effektiv til løbende at få halmrester blæst væk i mejetærskeren og andre maskiner i løbet af høsten, lyder et godt råd fra Gunnel Andersson.

- Vi anbefaler også at gennemgå mejetærskeren, også selv om den er rengjort og smurt efter sidste høst. Mus og rotter kan have gnavet på elkabler og hydraulikslange. Omkring 40 procent af alle mejetærskerbrande opstår i ledningsnettet - til dels på grund af små gnavere, siger Gunnel Anderson.

Punktsikring er en god idé

En anden god idé er at få monteret et automatisk brandslukningsanlæg, en punktsikring, i motorrummet på mejetærskeren. Punktsikringen udløses ved brand og begrænser skaden, så man kan fortsætte med høstarbejdet.

- Vi har hvert år eksempler, hvor punktsikringen hurtigt slår ilden ned, så man efter et par dage var i gang med høsten igen. Den hurtige slukning af ilden mindsker også risikoen for en omfattende markbrand, siger landbrugsspecialist Gunnel Andersson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en frygtelig oplevelse for en landmand at se sin mejetærsker brænde, og dermed kan der blive et problem at få høsten i hus. Vi dækker selvfølgelig i tilfælde af en skade, men kan man begrænse skaden, vil det også mindske det besvær, som landmændene vil stå med midt i en travl høst, slutter Gunnel Andersson fra Topdanmark.