Kina foretog fredag det største køb af amerikansk majs i mere end to årtier, og købet er samtidig det anden største nogensinde. Købet anses som positivt for de to landes handelsforhold, og gav indledningsvist et lille løft til majsen. Dog var det noget helt andet der stjal fokus, nemlig WASDE- rapporten fra USDA, og den var knap så prispositiv som man kunne have ventet. Når det så er sagt, så er der altid en vis usikkerhed med WASDE- rapporten, fordi den kigger et stykke tilbage i tid, og ved offentliggørelsen er tallene derfor allerede et par uger gamle. Dermed får man ikke altid et billede af, hvordan situationen reelt ser ud ved udgivelsen.

Værst gik det udover majsen der endte med at lukke 3,30 procent lavere i Chicago, fordi USDA efterlod de amerikanske udbytteestimater uændret, selv efter de seneste bekymringer om varmt og tørt vejr. Det opretholder forventningerne om en solid forsyningsbalance i majsen. Såvel majsen som sojabønnerne befinder sig dog på et kritisk vækststadie i USA, hvor varmt vejr også de kommende uger ligger i prognoserne. Mange øjne vil derfor være rettet mod vejret, og ikke mindst ændringer i de kommende ugers ugentlige afgrødekonditioner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Udsving i møllehvede

Møllehveden svingede i forbindelse med rapporten 2,5 EUR, på divergerende meldinger. Estimaterne for de amerikanske slutlagre kom ind lavere end ventet og sendte Chicago hveden højere, mens de europæiske produktionsestimater kunne have været værre, og pressede møllehveden en halv procent ved børsluk. Sæsonmæssigt er det lidt et utraditionelt tidspunkt for et vejrmarked i hveden fordi det opstår sent i sæsonen, og ikke som et traditionelt vejrmarked henover vækstsæsonen. Selvom der utvivlsomt er sket udbyttetab, så begrænser tidspunktet trods alt trods alt skaden.

Lavere end ventet

Tidlige høstresultater viser fortsat lavere end ventet udbytter i rapsen blandt nøgleproducenter i Europa som Frankrig og Storbritannien. Bedre står det til i Tyskland, hvor der er udsigt til en lille fremgang i udbytterne på 5% til gennemsnitlig 3,5tons/ha. Ifølge tyskbaserede OilWorld estimeres de gennemsnitlige europæiske rapsudbytter i år at ende på 3,08 tons/ha., hvilket er på niveau med sidste år. Rapsfrøene lukkede fredag lidt lavere, men fundamentalerne taler ikke for lavere priser. Vi kan ikke afvise et høstpres indtræffer, men vi forventer at det i så fald bliver af kortvarig karakter. Sammenligner vi med de seneste par år, hvor den europæiske rapsproduktion også har været under pres, har det traditionelle høstpres udeblevet.

Stemningen her fra begyndelsen af en ny sommerferie uge, er startet lettere negativt ud i den tidlige handel i Chicago, hvor det er pil nedad for både majs, hvede og soja. For majs og soja er forventningerne for kommende amerikanske høst skruet godt i vejret, men det betyder også, at eventuelle udbyttereduktioner starter fra et højt udgangspunkt. I sidste uge lød majs- og sojabønnekonditionerne på 71% kategoriseret som god/meget god, og i aften får vi en ny indikation på, hvad det seneste uges vejr har haft af indflydelse på tilstanden.