De franske udbytter er hårdt ramt i de sydlige regioner, hvor høsten er ved at være afsluttet. Dermed skal man sætte sin lid til udbytterne i det nordlige, hvis produktionen skal stabiliseres. Når det er sagt, så meldes kvaliteten at være fornuftig, skriver Jyske Markets.

Spekulationerne går på aftenens WASDE-rapport, og hvad der kan forventes herfra. I den seneste rapport blev den russiske produktion fastsat til 77 millioner tons, hvilket stadig forekommer realistisk. Der har været spekulationer om, hvorvidt USDA kunne sænke deres estimater til 75 millioner tons. Men med tanke på USDA's traditionelt konservative tilgang, mener vi der er en overvejende sandsynlighed for den russiske produktion fastholdes uændret i aftenens rapport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rusland

De tørreste områder i Rusland bliver høstet i disse dage, mens der først vil være klarhed over de endelige udbytterne i løbet af de næste to-tre uger. Den europæiske produktion blev senest fastsat til 141 millioner tons, og her er risikoen for en nedjustering betydeligt større. Spørgsmålet er om justeringen når at komme med i aftenens rapport, eller den første vil udmønte sig i næste måned. Husk på at
prisstigningerne er fortsat forsyningsdrevet og ikke efterspørgselsdrevet, hvilket kan betyde at stemningen hurtigt kan vende igen, og samtidig er efterspørgslen fortsat lunken.

Prisstigningerne på Matif har ikke udmøntet sig i betydelige prisstigninger herhjemme, hvor møllehveden nu handler med en præmie på omkring 20 kr/hkg., mens det i et normalt marked vil ligge omkring 15kr./hkg. Dette er dog før set i et marked med regionale produktionsforskelle. Mens de lavere
produktionsestimater de foregående uger ikke har udmøntet sig i de russiske FOB-priser, så er dette vendt.

De russiske FOB-priser rapporteres i denne uge at være steget i niveauet 7$/ton i forhold til sidste uges lavpunkt, og det kan tyde på, at den sæsonmæssige bund for den russiske hvede er ved at blive dannet, ikke mindst fordi den med afstand er den billigste oprindelse.

Amerikansk hvede

Amerikansk hvede er omvendt den dyreste oprindelse og den billige Chicago majs taget i betragtning, bør Chicago hveden falde for at normalisere prisforholdet til majsen. Vi favoriserer prisfald til Chicago hveden, fordi yderligere stigninger vil øge incitamentet for de amerikanske landmænd til at øge deres salg, og samtidig har den amerikanske og canadiske vårhvede gunstige forhold, der kan presse priserne senere i høsten.

Forsyningsbalancen for den malaysiske palmeolie er her til morgen
offentliggjort, og viser et fald i lagrene på 6,3% til 1,9 millioner tons, på niveau med forventningerne. Produktionen steg 14,2 procent i forhold til sidste måned, mens eksporten steg 24,9 procent. Palmeolien reagerer med lette prisfald, primært på forventninger om, at produktionen vil vise stigende tendens de kommende måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapsfrø

Rul af solgte kontrakter i rapsfrø fra august-terminen og ud på november/februar så i går ud til at aftage og det mindskede præmien på agustterminen marginalt. Rapsfrøene har de seneste par dage haft svært ved at handle højere fra nuværende niveauer. Stemningen er overvejende negativ her til morgen, og dermed forventer vi at rapsfrøene også vil være under pres fra åbningen. Traditionelt er en stille dag i vente forud for aftens rapport, som de fleste aktører allerede på forhånd har positioneret sig til.