Dansk landbrug står og kigger ned i et stort dyb, hvis ikke kartoffelavlerne får en dispensation til at bruge midlet Reglone til at nedvisne kartofler. Og det er nu, vi skal bruge det.

Det er så vigtigt et værktøj for os, fordi det er det eneste, der er i værktøjskassen. Det er lige så vigtigt for os som, som de PC'er, de bruger i styrelsen og ministerierne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Familielandbruget er bedrifterne ikke store, og der er få, der kan investere i maskinel, der skulle kunne sikre en mekanisk bearbejdning af kartoflerne. Dels er det alt for dyrt for os, dels kan det være spildt at investere i tvivlsomt materiel, før det er påvist, at de virker - og at det nødvendigt.

Det er uhyrligt, at Fødevarestyrelsen har nølet siden september med at give et svar på landbrugets ansøgning om dispensation. Vi SKAL finde andre midler, men vi er nødt til at få givet tiden til, at de kan udvikles.

Vi har et helt erhverv her i det midt- og vestjyske, hvor kartoffelavlere i løbet af de næste to uger skal i gang med at nedvisne kartoflerne.

I første omgang vil det naturligvis ramme de landmænd, der producerer kartofler, frø og grøntsager. Hertil kommer en stor følgeindustri inden for branchen, og i sidste ende er det jo forbrugerne, der bliver ramt, fordi de ikke kan få fødevarer i den kvalitet, de efterspørger.

Jeg mener, at både de lokale politikere og politikerne på Christiansborg bør sikre, at vores erhverv - og danskernes fødevarer - har høj prioritet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det giver ingen mening, at danske landmænd skal stilles så meget dårligere, end kolleger i eksempelvis Tyskland og Holland, som netop har fået dispensation, så der er tid til at finde de rigtige holdbare løsninger.

Jeg håber meget på, at de argumenter, der er fremført for en dispensation, betyder, at der snart kommer en løsning. Det er inden for de næste to uger, at vi skal i gang - ellers er det for sent - for landbruget og for samfundet.