Det er fortsat ikke afklaret, hvornår Tönnes største slagteri i Rheda-Wiedenbrück åbner igen.

I øjeblikket falder de tyske priser på slagtesvin. Den tyske slagtesvinenotering falder i dag med 13 cent til 1,47 euro pr. kg - svarende til 10,95 kroner.

- Situationen har desværre ikke ændret sig på det tyske slagtesvinemarked. Det er fortsat ikke afklaret, hvornår Tönnies' største slagteri i Rheda-Wiedenbrück må starte med slagtninger igen. Forskellige medier beretter om, at slagteriet som minimum skal være lukket til den 17. juli. Tönnies selv tydeliggør, at slagteriet kun gradvist vil åbne igen, når virksomheden får grønt lys fra myndighederne, skriver De Danske Svineproducenter i deres ugenyt.

Situationen betyder, at udbudspuklen af slagteklare grise vil fortsætte med at vokse. I mellemtiden beretter endda almindelige tyske aviser - altså ikke fagblade - om problemet med slagteklare grise, der ikke afhentes til slagtning. Man estimerer, at ca. 70.000 grise ikke kan slagtes per uge, fordi Tönnies' slagteri i Rheda-Wiedenbrück er lukket.

Derudover er der dårlige nyheder fra kødmarkedet. Flere slagterier, blandt andet Tönnies i Rheda-Wiedenbrück og Danish Crown i Essen, mistede deres eksportlicenser til Kina på grund af coronainfektioner blandt slagteriarbejdere. Dårligt vejr fører heller ikke til prispositive impulser for grillartikler. I det hele taget er efterspørgslen efter svinekød således meget sløv i forhold til denne årstid.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Alle disse faktorer sørger for et enormt prispres på det tyske marked, og den tyske omsætterorganisation VEZG er derfor nødt til at sænke den officielle tyske notering med 13 cent i dag, skriver svineproducenterne.