Siden år 2000, er udvaskningen af nitrogen (kvælstof) fra det åbne land ikke faldet. Det viser landovervågningen, samt målinger af kvælstof i de indre fjorde. Dette på trods af efterafgrøder, der svarer til 440.000 hektar i 2018, mod 120.000 hektar i 1998. Siden 1998 (tjek), har vi haft kvælstofkvoter, svarende til langt under planternes behov. Der er etableret vådområder og skove. Der er taget 12.200 hektar landbrugsjord ud af drift pr. år, svarende til næsten en kvart million hektar. Der plantes skov og braklægges landbrugsjord. Stadig uden effekt på kvælstofudvaskningen.
Hvorfor tror politikerne, at ekstra 320.000 hektar målrettede efterafgrøder vil gøre en forskel, når alle tidligere tiltag, ikke har haft nogen effekt?
Udvaskning
Aarhus Universitet (AU) har for nyligt beregnet det samlede kvælstoftab til 55.000 tons, efter tidligere at have beregnet det til 58.000 tons. Herfra skal trækkes punktkilder (rensningsanlæg m.m.) på 5.750 tons. For ikke at blande æbler og bananer sammen, hvilket er nemt i denne sammenhæng, det vigtigt at være enig om hvad vi taler om. Udvaskning og udledning er nemlig ikke det samme.
Udvaskning er det som tabes og løber ud gennem drænrørene. Udledning er det som ender i recipienten (fjorden). Undervejs sker der det, som hedder retention. Det betyder at en del af nitratgødningen (NO3), som er den del, der udvaskes fra landbrugsjorden, bliver spist af bakterier, der fjerner ilten, så nitrogen N2 forsvinder op i atmosfæren. Det sker der ikke noget ved, da atmosfæren i forvejen består af 78 procent nitrogen. Den gennemsnitlige retention fra det åbne land er på cirka 70 procent, Det vil sige, at 70 procent af nitraten fjernes på vej ud til recipienten.
Galt regnestykke
Ifølge AU er den samlede kvælstofudledning til recipienten på 55.000 ton N. Det giver en samlet udvaskning fra rodzonen på 183.000 tons kvælstof. Det er er i min verden meget, eftersom vi samlet set bruger 359.000 tons kvælstof i landbruget i form af husdyr- og handelsgødning. Så ifølge Aarhus Universitet forsvinder halvdelen af det tilførte kvælstof ud af rodzonen, uden at være brugt af planterne. Det siger sig selv, at der er noget galt i dette regnestykke.
Det kan skyldes, at der skal trækkes nogle tal fra. Der udledes 5.750 tons kvælstof fra rensningsanlæg og ukloakerede områder (punktkilder). Her skal også reguleres for retention. Men da rensningsanlæg ligger tættere på recipienten end landbrugsjorden, er retentionen kun cirka 50 procent. Det vil sige at der kommer ca. 11.000 tons kvælstof fra punktkilderne. Fra udyrkede arealer og skove, udvaskes cirka 15 kilo N/hektar. Skove og udyrkede arealer m.m. udgør cirka 30 procent af det danske areal på 4,3 millioner hektar. Det svarer til en udvaskning på knapt 20.000 tons kvælstof, som også skal regnes fra den samlede mængde. Tilbage er 152.000 tons udvaskning fra landbrugsjorden.
Brug for second opinion
Cirka 60 procent af landbrugsjorden er drænet. En stor af den udrænede jord taber ikke kvælstof til vandløbene. Det samlede landbrugsareal udgør cirka 2.6 millioner hektar. Heraf vurderer jeg at 70 procent bidrager til udvaskningen. Det giver et areal på cirka 1.820.000 hektar, der så ifølge tallene fra Aarhus Universitet taber 83 kilo N pr. hektar. Et meget stort tal, da arealerne i gennemsnit tilføres 138 kilo N. Det vil sige, at forskerne på AU mener, at landbruget på de drænede jorde taber 60 procent af det tildelte kvælstof ud gennem rodzonen og ud i vandløbene.
Vi har brug for en "second opinion" på tallene fra Aarhus Universitet. I min verden driver de gæk med befolkning og politikere. Jeg har beregnet at udledningen fra landbruget, er maksimalt det halve af, hvad forskerne på Aarhus Universitet hævder. Sommerens debat om overløb af spildevand fra rensningsanlæggene, samt den store mængde kvælstof og fosfor, der ikke renses fra, forklarer den manglende margin. Så når forskerne regner bagud og tildeler landbruget skylden for den manglende margin, burde de stedet bruge måletallene for udvaskning fra landbruget og tillægge margin til spildevandet. Så vil bidrag fra landbrug og andet være meget lig hinanden. Når samtidig de sidste 20 års virkemidler ikke virker, er det mission impossible. Vi ved ikke, hvor vi er. Vi ved ikke, hvor vi skal hen og vi ved ikke, hvordan vi kommer det.
