Der er ikke fundet covid-19 i de 125 minkbesætninger, som Fødevarestyrelsen i løbet af de seneste to uger har testet for sygdommen. Det er resultatet af en national screening, hvor Fødevarestyrelsen har udtaget stikprøver fra 10 procent af de danske minkfarme.

Resultatet glæder fødevareminister Mogens Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en rigtig god nyhed. Regeringen har taget fundet af covid-19 i minkfarmene meget alvorligt, og nu da vi ved, at sygdommen ikke er udbredt i de danske minkfarme, kan vi koncentrere os om at forebygge smitte i besætningerne og lægge planer for, hvad vi skal gøre, hvis flere besætninger bliver smittet, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Regeringen, sundhedsmyndighederne og Fødevarestyrelsen vil hurtigst muligt udarbejde en strategi for, hvordan eventuelle smittetilfælde skal håndteres fremover. Det er endnu for tidligt at sige præcist, hvornår strategien bliver præsenteret, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Mink har vist sig modtagelige for sygdommen. Derfor kommer vi til at stille nogle krav til ejerne for at undgå, at vi får flere smittetilfælde. På nuværende tidspunkt opfordrer vi derfor minkejere til at udvise ekstra forsigtighed, så de ikke uforvarende kommer til at sprede covid-19, siger Mogens Jensen.

Screening af de 125 minkfarme blev iværksat efter fund af covid-19 i mink.

I alt er er der fundet smitte i tre besætninger. Disse besætninger har ikke været en del af screeningen. De tre besætninger ligger alle i Nordjylland, og det tyder på, at der er tale om et lokalt udbrud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Test af virus fra de to første smittede besætninger viser, at mennesker og dyr er smittet med den samme virusstamme. Denne test fra den 3. smittede besætning er endnu ikke klar.

Alle tre besætninger er aflivet.