Produktion af kød, æg og smør bliver kun nogle få øre dyrere, hvis sojaen, der bruges som foder til dyrene, er afskovningsfri, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det viser en ny rapport fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, bestilt af Miljø- og Fødevareministeriet. Rapporten peger på, hvad det vil betyde for prisen på en række fødevarer, hvis dansk landbrug kun bruger afskovningsfri soja i sin produktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevareminister Mogens Jensen har tidligere meldt ud, at han vil arbejde for, at den soja, Danmark importerer, er ansvarligt produceret og ikke fører til afskovning i andre dele af verden.

- Danske virksomheder bør være i front og sikre, at importen af soja belaster vores planet så lidt som muligt. Vi har alle et ansvar for at få stoppet den stigende globale skovrydning. Jeg kan godt forstå, hvis man som landmand tænker, at det sikkert kan blive dyrt, men nu har vi en ny rapport, som viser, at det faktisk ikke vil medføre store udgifter, siger Mogens Jensen.

En række store danske virksomheder har allerede meldt ud med planer for en mere ansvarlig import. Det er ifølge Mogens Jensen positivt, men han vil have resten af erhvervet til at følge trop. Han vil derfor senere på året lancere en handlingsplan mod afskovning, som skal bidrage til, at dansk import af soja og andre landbrugsvarer ikke fremover har skov eller anden værdifuld natur på samvittigheden.

- Der er ingen undskyldninger for ikke at skabe en afskovningsfri import. Jeg vil vende hver en sten for bedst muligt at understøtte - og sætte rammer for - at fremme ansvarlige og afskovningsfri landbrugsvarer, siger Mogens Jensen.

Danmark importerer årligt omkring 1,6-1,7 millioner tons soja. Sojaen bliver i høj grad brugt som proteinfoder i landbrugssektoren. Københavns Universitet estimerer, at andelen af Danmarks import af sojaskrå, der er certificeret afskovningsfri, er omkring 20 procent.