Tirsdag den 30. juni siger landbrugschef Arne Jacobsen farvel til jobbet som landbrugschef i Den Jyske Sparekasse efter næsten to årtier, skriver Den Jyske Sparekasse i en pressemeddelelse.

Efter at have rundet de 60 år for nogle år siden, er ønsket om at gå ned i tid på det seneste blevet større.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Den ene mulighed var at gå på pension nu, men jeg er ikke klar til at sige helt farvel til arbejdsmarkedet og sparekassen. Derfor er jeg glad for, at jeg i stedet har fået muligheden for at gå ned i tid og samtidig blive i sparekassen som kreditkonsulent på hovedkontoret, siger Arne Jacobsen.

I forlængelse af at Arne Jacobsen stopper som landbrugschef, lægger Den Jyske Sparekasse de to landbrugscentre i Skals og Sdr. Omme sammen. Henrik Kudahl, som er landbrugschef i Skals, bliver landbrugsdirektør for den samlede enhed, skriver Den Jyske Sparekasse i pressemeddelelsen.

Beslutningen om at samle landbruget i ét landbrugscenter skyldes et ønske om at opretholde et højt kompetenceniveau i en branche, hvor der stilles stadig højere krav til specialistviden.

- De enkelte landbrug bliver fortsat større og mere komplekse, og det stiller også højere krav til os som rådgivere, fortæller Henrik Kudahl og fortsætter:

- Den udvikling ser vi også i sektoren, hvor vores kolleger også samler deres landbrugskunder ét sted. Vi har medarbejdere, som har meget viden inden for ét specielt fagområde, og når vi samler kompetencerne, har rådgiverne i højere grad mulighed for at sparre med hinanden og dele denne viden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom landbrugscentret nu formelt set ligger i Skals, vil der fortsat blive arbejdet med landbrug i Sdr. Omme, ligesom landbrugsrådgiverne stadig kører ud for at besøge kunderne i hele sparekassens markedsområde.